26-årig fodgænger dræbt i trafikulykke

En 25-årig kvinde påkørte tirsdag aften en 26-årig mand, som blev erklæret død på ulykkesstedet.

Blå blink nat
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Opdatering

  • Det fremgår i artiklen, at manden kom gående i sydlig retning. Lokalpolitiet i Viborg fortæller nu til TV MIDVEST, at fodgængeren var på vej i nordgående retning i venstre side af vejen, da påkørslen skete. Hestetransporten kom kørende i sydlig retning.

En 26-årig mand døde tirsdag aften efter at være blevet påkørt af en hestetransport på Østre Omfartsvej i Bjerringbro. 

Det oplyser Kim Steiniche, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Viborg.

Anmeldelsen kom klokken 22.28, og sammenstødet skete ved broovergangen over Gudenåen, hvor hestetransporten kom kørende i sydlig regning og påkørte den 26-årige mand.

- Han gik ude i kanten af vognbanen, hvad vi har fået oplyst, siger Kim Steiniche.

- Fodgængeren blev erklæret død på ulykkesstedet af akutlægen.

Manden, der er fra Ans-området, er også gået i sydlig retning og blev påkørt bagfra.

Føreren af hestetransporten var en 25-årig kvinde fra Sorø. Hun kom ikke til skade ved ulykken og er foreløbigt blevet afhørt.

- Hun var meget, meget påvirket af situationen, siger Kim Steiniche.

Politiet skal nu efterforske sagen yderligere for at blive klogere på ulykken.

- Vi mangler stadig et ligsyn i dag og har stadig afhøringer, siger Kim Steiniche.

De pårørende er underrettet.