Anja spreder glæde ved kassen i Bilka: Måske er hun Danmarks sødeste kassedame

Efter flere år med fysiske udfordringer fandt Anja Christiansen det rette job i Bilka i Viborg. Nu er hun finalist til Danmarks sødeste kassedame.

2:10
57-årige Anja Christiansen har trods fysiske udfordringer formået at holde humøret oppe, og det har gjort, at hun nu kan vinde ugebladet Hjemmets titel som Danmarks sødeste kassedame.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Når Anja Christiansen fra Viborg skal på arbejde, tager hun altid afsted med det helt store smil på læben.

For arbejdet bag kassen i Bilka i Viborg er noget, hun holder meget af.

- Jeg kan godt lide at ping-ponge med kunderne, og så kan jeg lide mine kollegaer og min leder, fortæller hun.

Siden 2014 har hun arbejdet i butikskæden, og snakken med kunderne og det gode humør har nu medført, at hun er finalist i ugebladet Hjemmets kåring af Danmarks sødeste kassedame 2022.

Men Anja Christiansens hverdag så helt anderledes ud, inden hun fik jobbet i Bilka.

For år tilbage fik den 57-årige flere diskusprolaps i ryggen, og så har hun haft modermærkekræft i øjet, som har ført til, at hun nu er blind på det ene øje. 

Det betød, at hun ikke længere kunne bruge sin uddannelse som social- og sundhedshjælper, fordi ryggen ikke kunne holde til arbejdsopgaverne.

Det fik dog ikke Anja Christiansen til at gå ned med flaget, i stedet fik hun flexjob ved kassen i Bilka, hvor hun nu arbejder 12 timer om ugen.

Medarbejderne i Bilka i Viborg hepper på deres kollega.
Medarbejderne i Bilka i Viborg hepper på deres kollega.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Glæden smitter

Anja Christiansens timer i Bilka har nu bragt hende i finalen i Hjemmets kåring, og faktisk er hun den eneste finalist i Midt- og Vestjylland.

Og nomineringen betyder meget for hende, og det at så mange kunder og kollegaer vælger at stemme og støtte hende.

- Jeg er så dybt taknemmelig for alle, der støtter mig og har stemt på mig, og det er også mennesker, som jeg ikke kender, siger hun.

Men hun har da også et bud på, hvorfor kunderne godt kan lide hende bag kassen.

- Jeg elsker mit arbejde, og det tror jeg, der smitter af på kunderne, og jeg tror på, at hvad du selv giver, det får du også igen, forklarer Anja Christiansen.

Hendes glæde smitter i hvert fald af hos kollegaen Dorthe Borum.

- Hun er meget udadvendt og snaksaglig. Hun kan rumme alle folk, og derfor tror jeg, at hun er så god for kunderne - men også for os medarbejdere. Nu håber vi på, at hun vinder, siger Dorthe Borum, som er afdelingsleder i Bilka i Viborg.

Vinderen af kåringen som Danmarks sødeste kassedame afsløres i maj.