Betalt parkering realitet i Viborg

Der er indgået budgetforlig i Viborg Byråd for 2016-2019. Alle partier på nær Enhedslisten står klar med millioner til en lang række områder. Men samtidig skal viborgenserne skal til at betale for parkering i midtbyen.

parkering_0.jpg

Budgetforliget i Viborg Kommune afslører, at der er fundet flere midler til de store velfærdsområder: Voksenhandicappede, skoleområdet og ældreområdet.

Med budgettet afslører også, at Viborg Kommune efter flere års tilløb nu endeligt indfører betalt parkering i Viborg bymidte, når kommunen åbner op for muligheden for privat finansiering af parkeringsfaciliteter.

- Det er et emne, der har været oppe og vende i flere år, og nu bliver det så en realitet, fortæller borgmester, Torsten Nielsen.

Parkeringspladser skal renoveres

Årsagen er ganske enkel: De store parkeringspladser i Viborg centrum er i alt for ringe stand. Og noget skal i følge politikerne gøres.

- Vi har eksempelvis en parkeringsplads som Preislers Plads helt centralt i Viborg. Den skal have en så stor overhaling, at vi er nødt til at sige, at privatisering er den eneste rigtige løsning, siger den konservative borgmester.

Borgmesteren er klar over, at denne udmelding vil dele vandene, men han lover, at ingen skal frygte "Københavner-priser" på parkeringen i kommunen.

- Det skal selvfølgelig være humane priser, hvor alle kan være med. Og der vil også blive tale om priser som lægger sig op af priserne i vores nabokommuner.

Det er endnu ikke besluttet, præcis hvordan og hvorledes privatiseringen af parkeringen i Viborg Kommune skal foregå.

- Men nu har vi taget tilløb til det her i to-tre år, og i den tid er standen på vores parkeringsforhold bare blevet dårligere og dårligere, så nu må vi tage tyren ved hornene.