Christian Langballe: Jeg har også delt Muhammed-tegninger
DFs lokale folketingsmedlem giver sin ubetingede støtte til Inger Støjberg.
Dansk Folkepartis medlem af Folketingets integrationsudvalg, Christian Langballe fra Tjele, bakker fuldt ud op om udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), der har valgt at lægge et billede af Kurt Westergaards Muhammed-tegning op på sin Facebook-side.
- Jeg kunne ikke være mere enig i det, hun skriver. Jeg har selv lagt tegningerne på Facebook engang, og jeg har faktisk også en litografi af Kurt Westergaards tegning i min lejlighed i København, siger Christian Langballe til tvmidtvest.dk.
Støjbergs opslag er en kommentar til en udstilling på Skovgaard Museet i Viborg.
Museet åbner på fredag en større udstilling om blasfemi, men har valgt ikke at vise de Mohammed-tegninger, som Jyllands-Posten bragte i 2005. Det var tegninger, der medførte massive protester mod Danmark i mange muslimske lande. Danske varer blev boykottet og ambassader sat i brand.
Inger Støjberg ærgrer sig over, at museet i Viborg ikke vil vise tegningerne, og Langballe er enig.
- Der er nogle gode folk på Skovgaard Museet, men jeg forstår ikke, at man kan lave en udstilling om blasfemi uden at vise den nok mest skelsættende begivenhed siden reformationen.
- Generelt er det sådan, at man gerne vil skildre blasfemi i kristendommen. Man kan endda grine ad det. Men når det kommer til islam, bliver man bange. Det forarger mig lidt. Det er ikke i orden, at man stopper ved islam.
- Jeg kan godt forstå, at folk er bange, men jeg synes ikke, at man som museum skal bøje nakken, siger Christian Langballe.