Efterlysning: Politiet leder efter 77-årige Lilly
Midt- og Vestjyllands Politi forbereder en større eftersøgning med en helikopter og en båd i Bjerringbro.
Opdateret: Den 77-årige kvinde blev kort før klokken 13 fundet druknet i Gudenåen. Eftersøgningen er derfor afblæst.
Midt- og Vestjyllands Politi beder om hjælp til at finde en 77-årig kvinde, der natten til lørdag forlod sit hjem i Bjerringbro.
Politiet er bekymret for, om kvinden kan klare sig selv og forbereder nu en større eftersøgning ved hjælp fra en helikopter og en båd fra Beredskabsstyrelsen. Kvindens bopæl ligger i nærheden af Gudenåen.
- Umiddelbart har vi ingen spor at gå efter, og folk må meget gerne hjælpe med at se efter i haver, skure og andre steder, hvor kvinden kunne tænkes at søge hen, siger vagtchef Simon Skelkjær.
Signalement af den 77-årige, der har fornavnet Lilly:
* 160 centimeter.
* Gråt kort hår.
* Formentlig iklædt en rød morgenkåbe og sorte træsko uden hælkappe.