"En helt vild sag": Mens landet var lukket ned havde han 233 mink

Specialanklageren, der fører sagen, kalder sagen usædvanlig. Ifølge anklageskriftet holdt en mand på ulovlig vis hundredevis af mink og ræve på en ejendom tæt på Viborg.

På grund af covid-19 var det fra slutningen af december 2020 til januar 2023 ikke tilladt at have mink i Danmark. (Genrefoto)
På grund af covid-19 var det fra slutningen af december 2020 til januar 2023 ikke tilladt at have mink i Danmark. (Genrefoto)
Foto: Søren Steffen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Mandag sidder en minkavler fra Løvel på anklagebænken ved Retten i Viborg.

- Det er en helt vild sag, siger specialanklager Ulrik Panduro fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.

Sagen strækker sig tilbage til december 2021, hvor Danmark stadig var plaget af covid-19.

På det tidspunkt havde det i et år været ulovligt at holde mink, men der blev fundet ikke mindre end 233 på mandens ejendom ved Løvel nordøst for Viborg.

Det konstaterede Fødevarestyrelsen, da den var på kontrolbesøg den 22. december 2021.

Knap to år senere tager sagen nu sin begyndelse ved byretten.

- Mens et helt samfund har været lukket ned, har en person trodset dette og holdt mink fuldstændig i strid med lovgivningen. Det er en meget speciel sag, lyder det fra specialanklager fra Midt- og Vestjyllands Politi Ulrik Panduro.

Foruden fundet af mink på ejendommen den decemberdag i 2021, blev der også fundet 64 levende ræve i bure på adressen. Det har siden 2017 været ulovligt.

Den tiltaltes forsvarsadvokat Lars Borring fortæller, at minkavleren nægter sig skyldig i alle forhold.

Strafferammen er op til 6 måneders fængsel. Der forventes dom senere på dagen.

TV MIDTVEST er med fra retssalen.

9. okt kl. 12:59

Dom udskudt

Der bliver ikke afsagt dom i dag som forventet. Tidsplanen er simpelthen overskredet. 

I stedet sker det på torsdag den 12. oktober klokken 13 uden afholdelse af et nyt fysisk retsmøde. TV MIDTVEST følger op på dommen.

Livebloggen er således slut for i dag.

9. okt kl. 12:51

Pause

Anklager og forsvarer har sagt de sidste ord.

Dommeren og de to domsmænd har forladt salen. Dommeren er ikke sikker på, at de kan nå at afsige dom i dag, som det ellers var forventet.

De holder en pause på omkring 5 minutter for at finde ud, hvad der kan nås i dag.

Langt de fleste fremmødte sidder fortsat i salen og afventer svar på tidshorisonten.

9. okt kl. 12:50

Forsvarers bud på dom

- Hvad er en ræv? spørger forsvareren.

Tiltalte har tidligere forklaret, at det ikke var ræve, der var på adressen, men artskrydsninger mellem blåræve og sølvræve.

Således mener han ikke, at det er bevist, at det var ulovligt at have disse dyr i bure.

I anklageskriftet fremgår det, at anklagemyndigheden mener, at rævene har været opbevaret med henblik på at opnå en økonomisk fortjeneste.

Men der er ikke belæg for, at man har pelset og solgt rævene, siger forsvarsadvokat Lars Borring.

Han opsummerer, at han mener, at anklagerens bud på straf er alt for høj. I stedet foreslår han en bødestraf på omkring 20.000 kroner, såfremt hans klient skulle kendes skyldig. En fængselsstraf skulle i så fald kun være betinget.

9. okt kl. 12:32

Uklarhed om rævene

Han nævner, at det ikke kan udelukkes, at der kan have været aktivister på ejendommen natten mellem den 22. og 23. december 2021, hvor minkene døde og de fleste ræve forsvandt.

Der er tidligere i dag blevet talt om muligheden for, om nogle af rævene kunne være skudt af tiltalte, men det mener forsvareren ikke er bevist.

- At skyde 51 gange med en salonriffel, det kan høres, siger han med henvisning til, at der over natten var politi udenfor ejendommen.

Ligeledes hæfter han sig ved, at der ikke er rejst tiltale for, at minkavleren dræbte rævene, men altså kun var i besiddelse af dem.

9. okt kl. 12:26

Ikke tilstrækkeligt belæg for, at det var mink

Forsvarer Lars Borring argumenterer for, at der ikke er tilstrækkeligt belæg for, at det var mink, og ikke ildere, på adressen. 

Dyrene kan have udviklet sig til at ligne hinanden endnu mere, end det, han har vist på billeder, siger han.

Undervejs bliver der fnist i sales. Dommeren beder om ro.

Han forklarer endvidere, at han ikke mener, at Statens Serum Institut har taget DNA-prøver af minkene. De blev fortalt, de skulle undersøge mink, så derfor gik de ud fra dette. Deres resultatsvar kan man således ikke lægge til begrundelse, mener han.

9. okt kl. 12:20

Forsvarer: Selskab skal ikke dømmes

Anklagemyndigheden har ikke flere bemærkninger.

Nu tager forsvarsadvokat Lars Borring ordet. Han fortæller, at hans klient stadig nægter sig skyldig.

Såfremt han bliver fundet skyldig, så mener han ikke, at anklagerens bud på straf er realistisk.

Han nævner, at ejeren af selskabet ikke er blevet afhørt af politiet. Såfremt er det ikke dokumenteret, om den tiltalte og selskabet har handlet i forening, siger han.

- Selskabet er ikke filtret ind i denne sag, og jeg mener ikke, at det kan dømmes.

9. okt kl. 12:09

Ønsker bøde og fængselsstraf

Specialanklager Ulrik Panduro argumenterer for, at selskabet idømmes en bøde på ikke under 200.000 kroner samt at tiltalte idømmes fængsel på ikke under tre måneder.

Derudover skal medicinen konfiskeres.

Han argumenterer for, at både selskabet og den tiltalte person tidligere er straffet for at have holdt ræve.

- Det er en skærpende omstændighed, lyder det.

Han nævner flere skærpende omstændigheder omkring blandt andet covid-19-situationen på det daværende tidspunkt og det store antal dyr, der blev fundet.

Strafferammen går op til seks måneders fængsel.

9. okt kl. 11:53

Anklager: Selskab skal også straffes

Som noget af det første i dag fortalte den tiltalte, at han ikke ejer firmaet, der også er rejst tiltalte mod i sagen. Ej selvom de deler navn.

Anklagemyndigheden mener dog, at selskabet også skal straffes, da det har disponeret over ejendommen og her drevet minkfarm. Medicinen til minkene er udstedt til selvsamme selskab.

Den tiltalte har tidligere forklaret, at han i 25 år har arbejdet med pelsdyravl på ejendommen, men ikke været ansat i virksomheden.

- Selskabet er fedtet godt og grundigt ind i sagen, lyder konklusionen fra anklageren.

9. okt kl. 11:42

- Helt ude i hampen

Anklagemyndigheden mener, at der i dag er ført fuldt bevis for alle elementer af de tre forhold i anklageskriftet, lyder det fra anklager Ulrik Panduro.

Han nævner, at forbuddet mod hold af ræve omhandler alle typer af ræve. Der er ikke anledning til fortolkningstvivl, siger han, og henviser til, at tiltalte har forklaret, at det ikke var ræve, men artskrydsninger.

Anklageren argumenterer desuden for, at han også mener, at det er bevist, at de 233 dyr var mink og ikke ildere med henvisning til tiltaltes forklaring.

- Det er helt ude i hampen og skal afvises som dybt utroværdigt.

9. okt kl. 11:33

Spørgsmål om personlige forhold

Forsvarer Lars Borring har bemærkninger til dokumentationen. Blandt andet viser han billeder af ildere.

Dommeren spørger herefter om den tiltalte vil svare på spørgsmål om sine personlige forhold. Det er tiltalte i tvivl om, hvorvidt han ønsker. Der er stille i salen.

Han ender med at tage plads for at svare på enkelte spørgsmål. Han er ikke i stand til at arbejde, fortæller han, da han har været udsat for en ulykke og ødelagt sin arm.