Forbrugere kan lune sig ved udsigt til billigere fjernvarme

Både i Herning og Viborg kan forbrugerne se frem til en væsentligt mindre fjernvarmeregning i den kommende tid.

Forbrugerne i Viborg kan fra næste år forvente en noget lavere varmeregning.
Forbrugerne i Viborg kan fra næste år forvente en noget lavere varmeregning.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Det har været ekstraordinært dyrt at være fjernvarmekunde det seneste års tid, men nu lysner det for borgere i Herning og Viborg.

I en pressemeddelelse fortæller energikoncernen Verdo, at boligejerne i Herning, ovenpå et år med stigende priser, endelig kan ånde lettet op, for nu peger pilen i den rigtige retning. 

Det betyder, at et såkaldt "standardhus" med et årsforbrug på 18.100 kWh får en regning på 4.059 kroner mindre årligt, da prisen falder fra 17.959 kroner til 13.900 kroner.

- Herningværket står overfor en ekstraordinær nedlukning på grund af vedligehold. Derfor er vi i den særlige situation, at vi i tre måneder hen over sommeren skal producere varmen fra vores reservelastcentraler, som bruger den dyre olie og naturgas. Nu er priserne imidlertid faldet, og det er den prisnedsættelse, vi nu kan sende videre til boligejerne i Herning, siger Jesper Møller Larsen, der er divisionsdirektør for Energi & Forsyning hos Verdo.

Prisnedsættelsen gælder med virkning fra 1. juni, oplyser energikoncernen, der forsyner omkring 38.000 kunder med varme i Herning.

I Viborg bliver der også mere luft i fjernvarmekundernes økonomi. Viborgenserne var varslet en årlig pris på over 40.000 kroner i 2023. 

Realiteten er, at det i år koster knap 26.000 kroner at opvarme et gennemsnitshus med varme fra Viborg Varme, men fra næste år forventes den pris at falde til godt 17.000 kroner.

Det skriver Viborg Stifts Folkeblad efter en generalforsamling i Viborg Varme.

- Det er det, vi forventer på nuværende tidspunkt, hvis priserne på gas og specielt el udvikler sig, som vi forventer det, siger direktør Morten Abildgaard til avisen.