Heidi har aldrig haft så travlt på Mors dag - kom først i seng klokken tre i nat
Solen var knap nok stået op, før blomsterhandler Heidi Juul Cramer tog hul på en travl arbejdsdag.
Det er anden søndag i maj, og traditionen tro betyder det, at mødre landet over i dag forkæles lidt ekstra i anledningen af Mors dag.
Mange tyer i den forbindelse til at vise deres mor taknemmelighed med en buket blomster. Normalt giver det travlhed hos blomsterhandlerne, men for Heidi Juul Cramer, der er indehaver af butikken ’Blomster hos Westergaard’ i Bjerringbro, har det i år været helt ekstraordinært.
- Det er helt klart på grund af corona, at vi har så travlt. Nu hvor man måske ikke kan besøge sine forældre, kan man sende blomster i stedet, siger hun.
Arbejdede til klokken 03.00 i nat
Allerede inden i dag havde kunderne forudbestilt hele 450 buketter hos Heidi Juul Cramer. Derfor arbejdede hun til klokken 03.00 i nat, og klokken 5.30 var hun igen i gang med at klargøre i butikken.
- Der er ikke noget, der luner mit hjerte mere. Jeg lever og ånder for min butik. Det her er bare så fedt, og vi elsker Mors dag, lyder det alligevel fra blomsterhandleren, der ikke ikke mindes noget lignende i løbet af de 18 år, hun har haft butikken.
Travlheden viser sig da også i bemandingen. Normalt er de syv ansatte i ’Blomster hos Westergaard’ - i dag er det tal mere end tredoblet til 25.
- Dagen er gået over al forventning.
- Vi er en familie hernede, og vi elsker at have travlt, siger Heidi Juul Cramer.
Traditionen med at hylde mødrene den anden søndag i maj stammer fra USA. Den blev opfundet i 1872, men skikken blev først bredt ud i begyndelsen af 1900-tallet.