Holdt fast i børnefødselsdag trods virus-eksplosion: - Jeg er helt tryg
Det er seks dage siden, at 50 personer blev syge efter at have besøgt Legeland Viborg. Fredag var der igen liv og glade dage på stedet.
Det har været noget af en uge i Legeland Viborg.
Først blev mere end 50 personer ramt af roskildesyge efter at have besøgt stedet, og sidenhen måtte personalet trække i arbejdstøjet for at give trampoliner, boldrum og samtlige andre afkroge af det 3000 kvadratmeter store legeland den helt store desinficerings-tur.
Fredag åbnede legelandet så igen for gæster, og her havde ejeren på forhånd frygtet, at mange selskaber ville aflyse deres weekendbestilling. Foreløbigt tyder det dog ikke på at være tilfældet, og derfor var der mennesker at finde, da TV MIDTVEST besøgte stedet.
Én af dem, der har holdt fast i at afholde arrangement i legelandet, er Troels Nørgaard fra Højslev. Han var kommet for at afholde børnefødselsdag for sin niårige datter.
- Vi gjorde os faktisk ikke så mange overvejelser, for da vi fik nyheden, kunne vi allerede læse, at der ville blive gjort ordentlig rent. Så det var ikke en mulighed for os at aflyse, lyder det fra Troels Nørgaard.
Hvor tryg er du ved det?
- Jeg er helt tryg. Når man tænker på den rengøring, der er gjort siden den hændelse, så tænker jeg da, at der er mere trygt her end de fleste andre steder.
Blev rengjort med særlig kanon
Det var sidste lørdag, at Legeland Viborg formodes at have været hjemsted for en superspreder-begivenhed. Mandag begyndte telefonerne at ringe fra gæster, som var blevet smittet, og onsdag var Fødevarestyrelsen på besøg i seks timer.
På styrelsens hjemmeside kan man læse, at det lige nu er højsæson for roskildesyge, så efter besøget var den foreløbige konklusion, at gæsterne formentlig blev ramt af den smitsomme virus.
Derfor gik der et større arbejde i gang, hvor legelandet blev rengjort med en helt særlig kanon, og efterfølgende lød det fra ejeren, at børnefamilier nu igen kunne lege trygt.
Én af dem, som blev ramt af et maveonde efter at have besøgt legelandet, var Pia Nyrups barnebarn, da hun besøgte stedte med sin skole. Alligevel var hun allerede tilbage i legelandet seks dage efter.
- Nu har de vel fået det hele gjort rent og fået ordnet det. Så er der jo ingen grund til at blive væk. Hvis alt er under kontrol, så kommer vi jo gerne. Det er jeg sådan set meget tryg ved, lyder det fra Pia Nyrup fra Skive.
Hvordan har dit barnebarn, der blev syg af at være her, med at være her igen?
- Hun har glædet sig helt vildt, for de havde det så sjovt heroppe.
Ifølge Fødevarestyrelsen er roskildesyge en virus, der er svær at gardere sig imod.
- Det kan ske hvor som helst, fordi det er en utrolig smitsom virus. Det er svært at undgå at blive ramt, hvis man er i selskab med nogen, som spreder smitte. Den kan sidde på overflader i måneder, hvis ikke man får gjort rent, lyder det fra Per Key Kristiansen, der er sektionsleder i Fødevarestyrelsen NordØst.
Legeland Viborg holder åbent fredag til søndag.