Lokal chefredaktør: Det kan gavne Pape
Søren Pape Poulsens åbenhed omkring sin samlevers spirituskørsel kan komme til at gavne ham. Det mener Viborg Stift Folkeblads chefredaktør, Lars Norup.
I nat blev Søren Pape Poulsens samlever, Josue Medina Vasquez, stoppet af politiet, efter at nogle medarbejdere på Burger King i Viborg mistænkte Josue Medina Vasquez for at være spirituspåvirket.
Politiet blev tilkaldt, og Josue Medina Vasquez blev målt til at have en promille på 1,25.
Det fik justitsministeren, som er tidligere borgmester i Viborg, til at skrive et opslag på sin Facebookside, hvor han tog afstand fra samleverens spritkørsel, og samtidig slog fast, at han stadig mener det samme om lov og orden.
Ifølge chefredaktør ved Viborg Stifts Folkeblad, Lars Norup, traf Søren Pape Poulsen den rigtige beslutning, da han valgte at skrive åbenlyst på sin Facebookprofil.
- Jeg tror ikke, den her sag kommer til at skade Søren Pape på lang sigt. Jeg tror nærmest, at det kan komme til at gavne ham, siger Lars Norup til TV MIDTVEST.
- Søren Pape har taklet det super professionelt. Det, at han er ærlig og viser, at han er et menneske og står ved sine værdier. Jeg tror, han får en masse sympati for det.
Men han profilerer sig som lov- og ordenminister?
- Det synes jeg også, han gør her. Han siger åbent og ærligt, at han står ved sine værdier, og at det her ikke har ændret på det. Og at han synes, det er en alvorlig sag, siger Lars Norup.
Får opbakning
På justitsministerens Facebookprofil får Søren Pape Poulsen opbakning fra brugerne. I kommentarerne på det sociale medie giver brugerne justitsministeren respekt for at være ærlig.
- Sådan klarer man en skandale i opløbet. En klar undskyldning uden forbehold. Skal dog siges, at spirituskørsel ikke er okay på nogen måde, men derfor skal man ikke straffes yderligere, fordi man er en offentlig figur, skriver Valdemar Kristensen.
- Det er den helt rigtige og meget prisværdig måde at gribe en så kedelig sag an på. Jeg er meget enig med din holdning, og jeg er glad for, at du er min justitsminister, skriver Jesper Bach Nørgaard.
Også i Viborg støtter borgerne op om Søren Pape.
- Jeg mener på ingen måde, at det er i orden at køre spritkørsel generelt. Men at det så er samleveren til vores justitsminister, gør det på en eller anden måde lidt værre. Der burde bare være styr på den slags, siger Magnus Kjær fra Viborg.
- Det er jo ikke Søren Pape selv, der er involveret, så på den måde håber jeg ikke, at det for Søren Pape og hans politiske liv har så stor betydning, siger Mads Guldhammer Jakobsen fra Kjellerup.
TV MIDTVEST har været i kontakt med Burger King, men de har ikke ønsket at stille op til interview. De oplyser dog til redaktionen, at det er korrekt, at personalet kontaktede politiet efter en mistanke om, at en gæst var beruset.
- Det er en klar politik i Burger King, at vi ikke accepterer spirituskørsel, og at vi orienterer politiet, når vi har en mistanke om, at en gæst, der forlader restauranten i bil, er spirituspåvirket, skriver Kim Ege Møller fra Burger King Viborg i et svar til TV MIDTVEST.