Mariannes hund gik fuldstændig amok på sine poter: - Han havde et ”bad trip”
Marianne Willumsen havde slet ikke forudset, hvad der var årsag til, at hendes hund pludselig fik det meget skidt.
Hvad der begyndte som en helt almindelig morgen, tog pludselig en dramatisk drejning, efter Marianne Willumsen havde været ude på en gåtur med sin hund Kentõ i Gammelstrup ved Stoholm i Viborg Kommune.
Da de kom hjem, smed den sig som vanligt på sit tæppe, så Marianne Willumsen kunne tørre dens poter. Men noget var galt.
- Han bed i sine poter. Det var mærkeligt. Jeg prøvede at vaske dem for at se, om der sad noget i dem, men så tændte han helt af. Han blæste rundt og ville hive i sine klør. Han kunne slet ikke finde ro, og så tænkte jeg: ”Der er sgu noget galt,” fortæller hun.
Derfor ringede hun til Viborg Dyrehospital og fik fat i en medarbejder, som bad hende om at komme med Kentõ.
- Da vi kom ud ad hoveddøren, hvor han plejer at gå de tre trin, der er ned, kastede han sig pludselig ud som et flyveegern. Og inde i bilen plejer han at lægge sig ned, men der blæst han bare rundt, gøede og bed i sig selv. Jeg tænkte bare: ”Shit, mand,” forklarer hun.
På dyrehospitalet kunne hun ikke vente i venteværelset med Kentõ, fordi den fire måneder gamle golden retrieveren med ejerens egne ord var ”oppe at ringe og helt balstyrisk.”
Derfor fik Marianne Willumsen og Kentõ et rum for sig selv, til dyrlægen var klar til at undersøge hunden.
- Han gik fuldstændig amok på sine poter. Efter 10 minutter kom der en dyrlæge og undersøgte ham. Hun gav ham binyrebarkhormon, som skulle tage det, hvis det var klø, men det hjalp ikke, og så sagde hun, at hun gerne ville beholde ham til en drugtest, siger Marianne Willumsen.
Efter en time ringede dyrlægen tilbage med en klar konklusion: Kentõ var påvirket af cannabis.
- Man bliver bare sur og ærgerlig. Han havde fået et ”bad trip”, ligesom mennesker kan få.
Hash er et stigende problem
I starten af oktober advarede dyrlæge Rikke Fast fra netop Viborg Dyrehospital, hvor Kentõ kom i behandling om, at hunde, som spiser hash, er et stigende problem.
- Vi har flere hunde inde, som har spist hash, det er lige så hyppigt som dem, der spiser nikotinposer, sagde dyrlægen 6. oktober.
Dengang forklarede hun, at begge dele har en sødelig duft, som tiltrækker hunde og giver det en smag af slik.
- Hunde tager ikke cigaretskodder, men nikotinposer og hash er attraktivt for dem, fordi det har en sød smag, sagde hun.
Dyrlægen understregede i samme ombæring, at det ikke er hundene, der er noget galt med, men at det er menneskers adfærd, der er problemet.
- Hunde ser verden igennem deres næse, ved at snuse og smage, så hvis vi tager det fra dem, så tager vi en stor del af deres oplevelse af at gå en tur fra dem. Det er os der har skabt det her problem, så må vi også prøve at råde bod på det.
Overvejer mundkurv og ekstra hegn
Efter et døgn med ekstra væske og aktivt kul er Marianne Willumsens golden retriever ovenpå igen, og historien om hendes hund ender derfor lykkeligt den her gang. Men turen på dyrehospitalet har fået hende til at tænke ekstrameget over tingene.
- Jeg er meget opmærksom, når jeg er ude at gå. Jeg går ikke og ser på min telefon, men holder øje med min hund, og jeg kan virkelig ikke se, hvornår den skulle han spist det, siger hun.
Hun frygter derfor, at der er sket noget værre, end at hendes hund har snuset sig frem til en klump hash eller lignende på morgenens gåtur.
- Jeg tænker, om der er nogen, der smidt noget i min have eller hæk, som han har fået fat i.
- Det har startet mange tanker. Hunde lever jo gennem deres næse og mund. Skal han så pludselig have mundkurv på? spørger Marianne Willumsen sig selv.
Den løsning har hun ikke særligt meget lyst til at gøre brug af.
- Jeg synes godt nok, at det er grænseoverskridende. Sådan en signalerer også bare en masse ting til andre. Jeg synes, det er lidt tragisk, hvis det skal være sådan, reflekterer hun og tilføjer:
- Jeg overvejer, om jeg skal sætte et ekstra hegn op i min have 5-10 meter inde som buffer, men det vil også være irriterende og ærgerligt.
Det eneste, hun har gjort indtil videre, er at advare andre i et opslag på facebookgruppen for Stoholm og omegn.
- Jeg har ikke hørt om lignende situationer i Stoholm før, så jeg har skrevet opslaget for at informere andre om, at det også kan ske her - for dig og for din nabo.