Nipper har skruet Grundfos' værdi i vejret
Markedsværdien af Grundfos er vokset med ti milliarder kroner det sidste år og ligger nu på knap 27 milliarder kroner. Det højeste niveau nogensinde.
Den midtjyske pumpegigant Grundfos har aldrig været så meget værd, som den er nu. Markedsværdien er vokset med ti milliarder kroner det sidste år og ligger nu på knap 27 milliarder kroner. Det skriver Berlingske Business.
Det betyder, at de Grundfos-medarbejdere, der har købt aktier i selskabet, har gjort en god investering, i det de nu kan sælge deres andele til 700 kroner pr. aktie – det højeste niveau siden 2001.
Mads Nipper i spidsen for succes
Æren tilfalder ifølge Berlingske Business Mads Nipper, der satte sig i spidsen for virksomheden i august 2014.
Siden lykkedes det ham at vende en nedadgående indtjeningskurve i 2015 fra et overskud på en halv milliard kroner i 2014 til 1,5 milliard kroner i 2015.
Men træerne vokser ikke ind i himlen. Sammenligner man Grundfos med andre store, danske familieejede virksomheder som eksempelvis Danfoss og Coloplast, så ligger Grundfos fortsat langt nede ad listen.
Danfoss vurderes til at have en markedsværdi på omkring 50 milliarder kroner, mens Coloplast er over dobbelt så meget værd med 114 milliarder kroner. På toppen af listen ligger Novo Nordisk med en markedsværdi på knap 800 milliarder kroner.