Ny, dansk storfilm giver travlhed på midtjysk hede

Biograffilmen 'Bastarden' trækker ikke kun folk ind i biografmørket for tiden, men også ud i naturen.

2:11
Ny storfilm sælger billetter på Kongenshus Hede, hvor filmen er indspillet.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Kongenshus Kro her ekstra travlt i køkkenet i disse dage. Noget af det skyldes måske efterårsferien, men der er helt sikkert også en anden ting, der er med til at lokke gæsterne til Kongenshus Hede og kroen.

- Vi melder udsolgt resten af den her uge, og det er et generelt problem - hvis man kan kalde det et problem, at vi melder udsolgt, for vi har simpelthen ikke flere borde, siger Marianne Laursen, der er forpagter af kroen, med et smil.

Kongenshus Kro ligger ved Kongenshus Hede, som har en central rolle i den nye, danske film 'Bastarden', hvor Mads Mikkelsen spiller hovedrollen. Filmen udspiller sig nemlig på Kongenshus, hvor Ludvig Kahlen i 1700-tallet var den første til at dyrke kartofler på heden.

Kongenshus Hede
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Biograf en dag, kro den næste

Nogle af dem, der har taget turen til heden og kroen er ægteparret Jacobsen. Så sent som tirsdag aften var de i biografen og se filmen med deres barnebarn, og onsdag gik turen så ud til Kongenshus Hede:

- Så fik vi ham lokket med her i dag og med det fantastiske vejr. Det er rigtig hyggeligt, fortæller Peer Ulf Jacobsen.

Ægteparret og deres barnebarn er ikke de eneste af kroens gæster, som har taget turen til Kongenshus efter at have set filmen.

- Vi er simpelthen nede og besigtige stedet, hvor filmen udspiller sig. Vi er fuldstændig optaget af den film og skulle lige genoplive stedet, fordi vi er ved at skrive om det, lyder det fra Esben Munk Sørensen, der har taget turen fra Aalborg.

Mange flere besøgende

Også i mindeparken for hedens opdyrkere kan man mærke biograf-effekten:

- Vi kan tydeligt mærke, at vi har mange flere besøgende. Mange flere besøgende, som normalt ikke har deres gåtur herude, siger Torben Friis Lange, formand for Kongenshus Mindepark.

Inde på kroen havde de også ekstra at se til, da filmen blev optaget. De leverede nemlig al catering til filmholdet - også den mad, der bliver spist i filmen. Kroens forpagter er både glad for de mange gæster, men også for at flere oplever heden.

- Jeg synes jo selv, at det er et fantastisk sted. At der så er flere, der får øjnene op for det, det er kun dejligt.