Regionsrådsmedlem om Kühnaus kovending: Det er uacceptabelt
Anders Kühnau vil lade Neurologisk Afdeling blive i Vest, men Afdeling for Urinvejskirurgi skal stadig flyttes fra Viborg til Holstebro. Uacceptabelt, mener Regionsrådsmedlem.
Regionshospitalet i Viborg står pludselig som den store taber i Region Midtjyllands spareplan.
I dag fortalte Anders Kühnau, at han alligevel ikke vil flytte neurologisk afdeling til Viborg - den bliver i Vest.
Viborg må dog stadig vinke farvel til deres afdeling for urinvejskirurgi, som flytter til Holstebro.
- Det er uacceptabelt, lyder det fra Ib Bjerregaard, som er medlem af Regionsrådet for Venstre.
Han er selv fra Viborg, og han mener, at beslutning er med til at reducere Viborg som akuthospital.
- Det dur slet ikke efter min mening. Vi er ved at bygge for over en milliard her, og derfor skal Viborg selvfølgelig stadig være et akuthospital, som vi kender det i dag, siger han.
Kühnaus kovending
Oprindeligt skulle Neurologisk Afdeling i Holstebro flyttes til Viborg, men i dag vendte Regionsrådsformand Anders Kühnau på en tallerken.
- Som et led i høringsprocessen har vi fået svar fra specialerådet, og vi har inddraget vores hospitalsledelser. Et flertal af dem siger, at det er en god ide, at vi lader den blive i Holstebro og lader den flytte med til Gødstrup. Der har vi de bedste kompetencer, siger han.
Men den godtager Ib Bjerregaard ikke. Ifølge ham er der tale om en skævvridning af balancen mellem de to hospitaler, og han frygter, at det vil rive op i en gammel strid mellem Vest og Midt.
- Lige nu er det jo en serviceforringelse af dimissioner, som kun går ud over Midt. Og derfor skal vi selvfølgelig, frem til den endelige vedtagelse, have lavet om på det, siger han.
Vil kæmpe for Viborg
Regionsrådsformand Anders Kühnau holder fast i, at han på trods af ændringerne vil arbejde mod et fortsat stærkt hospital i Viborg.
- Det er klart, man kommer til at miste nogle senge, og det er derfor, vi skal kigge på, om vi kan etablere nogle andre tilbud til borgerne i Viborg og bruge den kapacitet, der er til stede, siger han.
Der er dog ikke noget, der er fast besluttet endnu. Spareplanerne bliver nu fremlagt for partierne i Regionsrådet, hvorefter de skal i høring.