Scooter-drenge skabte uro i byen: Nu har de fået deres eget sted at makke

Unge drenge i Bjerringbro blev udskældt som scooter-banditter på Facebook. Men så fik de eget deres sted, og nu mener en ungdomsskolelærer, at virksomheder vil banke på for at få fingrene i nye lærlinge.

Victor Standshus forstår godt, at folk kan blive skræmt af at se en person med mørkt tøj og en sort hjelm, men han understreger, at indenunder udstyret sidder nogen, som ikke gør andre fortræd.
Victor Standshus forstår godt, at folk kan blive skræmt af at se en person med mørkt tøj og en sort hjelm, men han understreger, at indenunder udstyret sidder nogen, som ikke gør andre fortræd.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

- Fuldstændig syg opførsel.

- Der er otte tunet scootere oppe ved hallen. Er der en, der kan ringe til politiet?

Det er bare to ud af en lang række kommentarer, der blev skrevet i lokale Facebookgrupper.

Flere folk fra Bjerringbro var nemlig generet af unge drenge, som larmede med deres scootere i bybilledet. 

Derfor besluttede ungdomsskolelærer Ole Kristensen, at de unge med interesse for motorer kunne dyrke deres hobby i fællesskab i en hal i Bjerringbro.

Og ifølge ungdomsskolelæreren vil de udskældte drenge en dag blive efterspurgt.

- Der var brug for det her sted, fordi de er nørder, og de er de håndværker som Grundfos spørger efter om fire år, siger Ole Kristensen og fortsætter:

- De er rigtig dygtige unge mennesker, som er gode til at skrue, og flere af dem er uddannede industriteknikere om nogle år. Det er jeg sikker på, fordi de elsker det.

De unge mennesker har fået deres egen hal ved Basen i Bjerringbro til at dyrke deres interesse for motorer.

- Vi er fredelige

En af scooterdrengene, som benytter sig af værkstedet, er Victor Skandshus.

Han husker, at hans far altid skruede ude i sit værksted, og så begyndte han også at få en stor interesse for motorer, så nu studerer han til automatikteknikere i Viborg.

Victor Skandshus var dog også en af de unge, som oplevede at blive råbt ad på gaden, når han kørte på sin scooter.

- Jeg har haft nogle trælse episoder, hvor folk tog fat i mig og råbte ad mig, og biler der drejede ud efter mig, hvis jeg kom kørende, selv om min scooter er helt lovlig.

- Jeg har ingen intention om at starte et slagsmål;  jeg vil sige, at vi er fredelige. Vi kører bare på scootere; man er ikke en hård rocker, bare fordi man kører på scooter. Men folk dømmer tit en, når man har en sort hjelm på, fortæller Victor Standshus.

4:32
Unge drenge blev udråbt som scooter-banditter, fordi de ikke havde et sted at dyrke deres passion. Det har de nu, og en ungdomsskolelærer mener, at virksomheder snart vil stå i kø for at få fingre i dem.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

Victor Skandshus forstår dog godt, hvorfor nogle kan blive skræmt af scooterdrengenes outfit.

- Hvis der kommer en person med mørkt tøj og en sort hjelm, forstår jeg godt, hvis det kan virke skræmmende. Men indenunder sidder nogen, der ikke gør nogen fortræd overhovedet, understreger Victor Skandshus.

Ole Kristensen (th.) har selv kørt på scooter, da han var yngre, så han ser også scooteren som en hobby ligesom håndbold og fodbold.
Ole Kristensen (th.) har selv kørt på scooter, da han var yngre, så han ser også scooteren som en hobby ligesom håndbold og fodbold.
Foto: Simon Hvid Sig, TV MIDTVEST

Men nu har scooter-interesserede fået deres egen hal, hvor de kan makke, få olie på fingrene og dyrke deres passion.

Ungdomsskolelæreren Ole Kristensen forventer, at stedet bliver en succes for fremtidige håndværkere.

- Det er her, vi kan fange dem. Det er her, de næste lærlinge er, og jeg håber, at der allerede om et halvt år kommer virksomheder herned for at spørge efter en lærling, der kan det og det, siger læreren.

Det er Grundfos Fonden, som har givet en pose penge til projektet.