Søren Pape Poulsen skal skilles
Historier om Søren Pape Poulsens ægtemand, Josue Medina Vasquez Poulsen, har fyldt en del i medierne den seneste tid. Nu går de to fra hinanden.
Søren Pape Poulsens og ægtemanden Josue går nu fra hinanden. Det oplyser den konservative formand på Facebook.
- Nogle dage er sværere end andre. Sådan en dag er i dag. Josue og jeg går fra hinanden, skriver Søren Pape Poulsen på Facebook.
Udmeldingen kommer efter en tid, hvor historier om Søren Pape Poulsen og dominikanske Josue Medina Vasquez Poulsen har taget flere forsider. Flere gange har Ekstra Bladet afsløret, at Pape Poulsen har fortalt usandheder om sin ægtemand.
Blandt andet berettede avisen fredag, at Josue ikke er jøde, selvom Pape Poulsen flere gange har sagt det. Derudover har Pape også fortalt, at Josue skulle være nevø til den tidligere præsident i Den Dominikanske Republik. Det har sidenhen også vist sig ikke at være sandt.
Søren Pape Poulsen har indrømmet, at hans nu snart forhenværende ægtemand har sagt ting, der er usande, men at han selv har viderebragt dem i god tro. Han har derudover udtalt, at nogle af tingene har beroet på misforståelser.
Ikke desto mindre har episoderne nu ført til en skilsmisse mellem de to.
- Der har været meget skriveri om mit privatliv med mere gennem et stykke tid. Jeg ønsker ikke at gå yderligere ind i dette, men blot sige at vi begge er enige om, at vores ægteskab er slut og ønsker hinanden det bedste videre på livets rejse, lyder det fra Søren Pape Poulsen på Facebook.
Søren Pape Poulsen ønsker ikke at kommentere yderligere på bruddet.