Spøg endte i shitstorm: Borgmesterkandidat har sendt porno til flere kolleger
Socialdemokratiet i Viborgs hjemmeside er blevet hacket med pornografisk materiale. Det ville borgmesterkandidat lave sjov med. Men det blev ikke taget godt imod.
Den socialdemokratiske borgmesterkandidat i Viborg, Niels Dueholm, er kommet i modvind for, hvad der skulle have været en sjov bemærkning.
Socialdemokratiets Viborg-hjemmeside er nemlig blevet hacket, så i stedet for at komme ind på hjemmesiden, hvor man kan læse om partiets politik, dukker der billeder op af mere eller mindre nøgne damer. Desuden er der tekstfelter, hvor der står:
'Advarsel! Du vil se nøgenbilleder af liderlige MILF'er og mødre. Vær diskret'.
Da Niels Dueholm ville fortælle sine partikolleger om hackingen, valgte han at sende linket til hjemmesiden www.s-viborg.dk i en mail til godt 20 partifæller med overskriften 'se vores nye hjemmeside' i emnefeltet, efterfulgt af teksten 'Har ledt efter vores vedtægter, men de var ikke på vores nye hjemmeside..'. Herefter er linket sat ind i mailen.
- Jeg klikker jo på hjemmesiden, og så får jeg et kæmpe chok, fordi jeg kommer ind på en side, hvor nøgne, unge kvinder er til salg. Jeg bliver dybt chokeret, siger Marianne Aaris Andersen (S), der er byrådskandidat i Viborg.
Men selvom Niels Dueholm forklarer, at det var ment som en spøg, så fik det ikke mange smil frem.
- Da jeg så bliver mødt af, at det var med fuldt overlæg, så blev jeg vred og reagerede igen på, hvordan jeg synes, han skulle have håndteret den her situation, siger Marianne Aaris Andersen.
- For mig er det dybt krænkende at blive lokket ind på en side. For mig er det så forkert, fortsætter hun.
Og hun er ikke alene om kritikken.
Viborg Stifts Folkeblad har spurgt byrådsmedlem Birthe Harritz, om Dueholm stadig er den rette kandidat.
- Jeg vil sige det sådan, at denne sag i hvert fald ikke har hjulpet på situationen, siger hun.
Men ifølge borgmesterkandidaten var det blot ment som en sjov måde at fortælle sine kolleger, at deres hjemmeside var blevet hacket.
- Jeg tænkte på, at vi på en sjov måde skulle gøre opmærksom på, at vores hjemmeside var hacket. Intet andet. Og det var jo fatalt, siger borgmesterkandidat Niels Dueholm.
Men ifølge John Hansen (S), der er formand for Fælleslisten, som er en sammenslutning af de otte partier i Viborg, så er shitstormen mod borgmesterkandidaten ikke fuldt ud berettiget.
- Jeg synes, det er lidt ude af proportioner. Det er en enestående hændelse, som ikke har nogen fortilfælde. Det er slet ikke vores hverdag og slet ikke, sådan vi kender Niels i den sammenhæng, siger han.
John Hansen medgiver, at det ikke var den rigtige måde at informere kollegerne om hackingen ved at 'lokke' dem ind på det pornografiske materiale.
- Han skulle have kommunikeret det her på en helt anden måde. Det er her, vi svigter i forhold til partiets samværspolitik, og det er det, vi giver en undskyldning for, siger John Hansen.
Sagen skal nu drøftes blandt byrådskandidaterne på et møde tirsdag og i fællesledelsen på onsdag.