Tæt fodboldkamp førte flere sigtelser med sig

Tre mænd blev sigtet i forbindelse med søndagens superligakamp mellem Viborg FF og Brøndby IF.

20240721-205830-L-5316x3543ma
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Søndagens tætte 3F Superliga-kamp mellem Viborg FF og Brøndby IF, der blev spillet i Viborg, kastede tre politisigtelser af sig. 

Det oplyser Peter Søndergård, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Viborg.

En 18-årig mand fra Albertslund blev stoppet i visiteringen på vej ind på stadion, fordi han havde medbragt en elefanthue.

Da vejret ikke just inviterede til elefanthue søndag aften, fik den unge mand en bøde for overtrædelse af maskeringsbestemmelserne og måtte forlade stadion før kampstart.

Også før startfløjtet lød, blev en 37-årig mand fra Brøndby sigtet for overtrædelse af husfredsloven, da han valgte at løbe ind på banen. Han blev pågrebet af kontrollørerne, men nægtede baneløbet.

Efter kampen stødte politiet på en ophidset 20-årig Viborg-fan i krydset ved Dannebrogsgade og Boyesgade. Manden gav politiet sin langefinger, og da han efterfølgende blev bedt om at forlade stedet, blev han opfarende og råbte blandt andet ”hold din kæft” til en af betjentene. 

Han blev derfor sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og fik en bøde.

Politiet anholdt manden fra klokken 20.40-21.40 for at sikre, at han faldt til ro og ikke var til fare til for andre.

Kampen mellem Viborg FF og Brøndby IF endte 3-3 efter tre mål scoret i overtiden.