Thomas har et tilbud på tre hjul - og det hitter blandt turister
Christianiacyklen fungerer som et rullende turistkontor.
Tre hjul, en ringeklokke og et lad fyldt med informationer.
Thomas Lauth Thomsen træder i sommertiden rundt i Viborgs gamle gader, hvor han gør turister klogere på domkirkebyens og dens muligheder fra sin Christianiacykel.
- Jeg ved ikke alt, men jeg kan finde ud af det, siger han, mens han viser samlingen af turistbrochurer frem.
Der er blandt andet information om Skovgaard Museet, bykort og vandreruter.
- Vi er der, hvor turisterne og spørgsmålene er, forklarer han om baggrunden for det mobile turistkontor.
Hjælper flere steder
Hjulene betyder, at cyklen blandt andet kan rulle forbi Viborg Station, når toget kommer, eller tage ophold ved Viborg Domkirke i kirkens åbningstid.
Ved domkirken bliver Thomas Lauth Thomsen og hans cykel opsøgt af en fransk familie.
De bliver blandt andet klogere på Viborgs grønne områder.
- Vi manglede informationer om byen. Vi fik mange informationer om, hvad vi kunne besøge i byen og i områderne omkring, siger franske Jeanneteau Amandine.
Har gode erfaringer
Thomas Lauth Thomsen og en kollega har ansvaret for at gøre turisterne klogere fra deres cykler.
Det er første år, at Visit Aarhus, der står bag initiativet, har turistcykler i domkirkebyen.
- Det er et gennemtestet koncept fra Aarhus, hvor vi startede for mere end 10 år siden, forklarer Bente Mondrup, der er gæsteservicemanager i VisitAarhus.
Konceptet findes også i Silkeborg. Alle steder er det lokale, der sidder i sadlen.
- Thomas skal være den professionelle ven, som en gæst møder, når de kommer til byen, siger Bente Mondrup.
Forventer at rulle igen
Ifølge Bente Mondrup viser erfaringerne fra Visit Aarhus mobilturistkontorer, at de er mere besøgte end de stationære.- Det er ikke gæsternes opgave at finde turistbureauet. Det er vores opgave at være ude ved gæsterne, forklarer hun.
Thomas Lauth Thomsen fortæller, at turisterne i Viborg har taget godt imod ham og hans cykel.
- Vi har fået god respons. Folk er superglade for, at vi er her. Jeg tror, det er kommet for at blive, siger han.