Thomas’ hobby giver ham ro: Nu bruger han den til at hjælpe sine elever
Et par gange i ugen stabler den 44-årige STU-lærer Thomas Schroll sten. Nu bruger han det som en del af sin undervisning.
Når 44-årige Thomas Schroll dyrker sin store hobby, så falder han helt til ro.
Det handler nemlig om koncentration og balance, når han bygger sine mange stenskulpturer, for han bruger hverken lim, tråd eller cement. I stedet bruger han tyngdekræften til at få stenene til at balancere ovenpå hinanden, og det kan ikke lykkes, hvis han tænker på alt muligt andet, fortæller han.
- Et er jo at komme ud i naturen, noget andet er skabe noget kunstfærdigt, og noget tredje er, at i og med jeg er i færd med at balancere noget, så er der ikke plads til bekymringer. At slukke for dem og komme i en meditationslignende tilstand er yderst behageligt, forklarer stenstableren, der oprindeligt kommer fra Viborg.
Hjælper hans elever
I dag underviser Thomas Schroll på en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse i København.
Her arbejder han med unge, der har forskellige opmærksomhedsvanskeligheder som for eksempel ADHD. Her har han opdaget, at stenstablingen kan bruges som værktøj.
- Flere af dem bruger det som en pauseaktivitet, hvor vi sammen går ned og har en god stund. En stor del af haven på den skole, hvor jeg arbejder, er et område med sten og borde til formålet, forklarer han og fortsætter:
- Så det er noget, jeg gør seriøst med de unge. De unge kan lide det og finder den samme ro i det, som jeg gør. Så jeg vil da håbe, der er andre, der får lyst.
Startede som kedsomhed
Det hele startede for Thomas Schroll, da han var på barsel. På det tidspunkt boede han i Mols Bjerge, og der begyndte han at stable sten, når hans barn sov.
- Masser sten og dårlig internetforbindelse. Det er en cocktail, jeg godt kan anbefale. Af kedsomhed opstår mange gode ting, fortæller han.
Udover processen med at stable stenene, så nyder han også at fotografere dem, så han får gode billeder ud af det. Han er glad for folks reaktioner på hans skulpturer.
- Det er sjovt, når folk ser på det og stiller spørgsmålstegn ved, om der er brugt metaltråde, lim eller cement. Folk kan opfatte det som om det er unaturligt. Men når jeg præsenterer det for dem, og de får stenene i hænderne, så oplever de, at det er meget behageligt, og de kan gøre det, siger Thomas Schroll, der nu også er begyndt at undervise i stenstabling.
Stenstabling og TV MIDTVEST
Thomas Schroll har sendt billeder af sine skulpturer til TV MIDTVEST, efter vi har startet et galleri.
Så hvis du også stabler sten, så vil vi meget gerne se dem. Det kan du gøre ved at klikke på linket her.