Valg af uddannelse: I dag skal tusindvis af unge træffe deres livs største valg
Ungdomsuddannelserne gør sig til som aldrig før. De unge har nemlig flere valgmuligheder end nogensinde.
HHX, HTX, Teknisk skole eller noget helt fjerde?
Spørgsmålet er aktuelt på denne sidste dag i februar, hvor tusindvis af unge folkeskoleelever skal vælge, hvilken ungdomsuddannelse de vil søge ind på efter sommerferien.
Også for ungdomsuddannelserne er valget vigtigt. Udover at levere rammerne for de unges næste år, så er skolerne også virksomheder. De bliver betalt alt efter, hvor mange unge, der vælger netop deres skole.
Derfor inviterer mange uddannelser til åbent hus, introforløb eller uddannelsesdage. På den måde kan de snuse til, hvad det vil sige at være studerende på en ungdomsuddannelse. Et af stederne er Bjerringbro Gymnasium.
- Vi lader dem møde vores lærere, vi lader dem være aktive i undervisningen. De møder også de studerende, mærker miljøet på skolen, det tror jeg er altafgørende, fortæller Rektor Dorte Gade fra Bjerringbro Gymnasium.
Kamp om kunderne
Eleverne er kommende kunder i den butik gymnasiet også er. Gymnasiet i Bjerringbro har introteams, der har til formål at få de unge til at føle sig velkomne.
- Vi er en virksomhed, så derfor vil vi selvfølgelig også gerne vise de bedste sider af gymnasiet. Det billede vi viser, er dog også et realistisk billede af skolen, fortæller studievejleder Heidi Andersen, der også er med til at organisere skolens introteams.
I Bjerringbro sælger man sig selv på, at man er et lille sted, hvor nære relationer og tryghed er i fokus.
Skolen er dog langtfra den eneste spiller på markedet. I centrum af Viborg er en konkurrent, Midtbyens Gymnaisum, ved at skyde op.
- Det bliver et attraktivt uddannelsesmiljø. Der har i de seneste år været meget fokus på netop det. Det er vi sikker på, vi kan skabe med Midtbyens Gymnasium, fortæller Kirsten Holmgaard, der er direktør for Mercantec, der står bag det nye uddannelsestilbud.
Skolen bliver en del af et stort integreret uddannelsesmiljø. Det ligger centralt i Viborg, hvilket gør man kan tage tog eller bus lige til døren. Det er et vigtigt salgsargument for det nye uddannelsestilbud.
Selvom det kan komme til at fremstå som en ren forretning, så understreger begge skoler vigtigheden af grundig oplysning. Information til de unge, så de på et oplyst grundlag kan træffe en af livets første store beslutninger.