Viborg-fans sendte smuk hilsen til Lars Høgh
Loyal som få - beundret af alle, skrev Viborg-fansene om den kræftsyge målmandslegende.
Viborg-fansene sendte en smuk hilsen til målmandslegenden Lars Høgh, da Viborg FF fredag aften vandt over OB på udebane i superligaen.
62-årige Lars Høgh er hårdt ramt af kræft, og OB brugte kampen til at hylde den tidligere målmand, der nåede imponerende 817 kampe for fynboerne.
Da stadionuret rundede 8 minutter og 17 sekunder, rejste tilskuerne sig op og klappede af målmandslegenden.
Samtidig præsenterede de medrejsende fans fra Viborg et banner med teksten:
"Loyal som få - beundret af alle".
Viborg-anfører Jeppe Grønning, der selv stammer fra Fyn, var også udstyret med en særlig hyldest til Høgh, idet der stod 817 på hans anførerbind.
- En beskeden, men velment hyldest til alt hvad Lars Høgh har gjort for OB, Odense og Fodbolddanmark, men vigtigst af alt personligheden bag, skriver Jeppe Grønning selv på Twitter.