Viborg HK vandt knebent over bundhold
Det blev én af de helt tætte opgør for Viborg HK søndag eftermiddag. Men de grønblusede vandt.
Det var med hiv og sving - og masser af hårdt arbejde, at Viborg HK søndag vandt 29-28 over HTH Ligaens sidsteplads, EH Aalborg. Blandt andet med otte kasser fra venstrebacken, Line Haugsted.
- Det er jo sindssygt vigtigt. Også for selvtilliden og for, hvad vi gerne vil stå for. Vi er jo klare favoritter i forhold til EH Aalborg, som de ligger, men som vi har spillet, er det fight, energi, glæde og gejst, der skal til for, at vi vinder nogle kampe, sagde hun efter kampen til TV MIDTVEST.
Viborg-træner Jakob Vestergaard stod over for én af sine tidligere spiller, Karen Brødsgaard, fra sin tid som assistent i Ikast-Bording. Hun står i dag i spidsen for EH Aalborg. Og han havde kun rosende ord at sige om sin tidligere kollega og nuværende konkurrent efter kampen.
- Hun kommer som bundprop, og vi ligger trods alt og skal spille med om slutspillet, og presser os hele vejen igennem, og det var jo rigtig tæt. Så den har hun jo løst rigtig fint, om end jeg ved, at hun er skuffet over ikke at få point.
Med sejren ligger Viborg HK på 7. pladsen i grundspillet.