30 heste flytter fra Viegård: Her bor de nu
30 hopper fra Stutteri Viegård har nu fået et nyt liv på Fyn. Og herfra bliver de ikke solgt videre.
Som én, der til dagligt arbejder med dyreværnssager, har hun set lidt af hvert.
- Men den her sag har bare været så stor og omfattende, at jeg faktisk ikke har kunnet holde ud at høre om det eller se billeder derfra, siger Janne Junker, der er formand for foreningen Nyt Hesteliv.
Nu kan hun se ud på de første 20 af i de i alt 30 heste, som torsdag og fredag er blevet fragtet fra det konkursramte Viegård Stutteri ved Skals til Nyt Hestelivs internat, der ligger ved Vissenbjerg på Fyn.
- De er forholdsvist rolige, fordi de har hinanden, konstaterer Janne Junker om flokken af heste som helhed.
Hun ser ikke tegn på misrøgt.
- Der er nogle få, der er lidt tynde. Men der er jo også gået en rum tid siden konkursen i oktober, hvor der har været mulighed for, at de har kunnet få noget at spise, siger hun.
Janne Junker er specifikt gået efter de hopper, der gennem årene har fået mange føl. Indimellem er der også nogle føl.
- Nu skal de første tjekkes af dyrlæger og så ud til plejefamilier, siger hun.
Internatet sælger ikke hestene videre.
- Men man kan blive plejefamilie, og så kommer vi ud og kigger til hestene, siger hun.
På den måde er de sikre på, at hestene får et godt liv her fra.
- Og kan man som plejefamilie en dag ikke have hestene mere, så kommer de retur til os, siger Janne Junker.
Lige nu ønsker hun kun én ting for de heste, der er landet i hendes fold:
- De skal bare have et godt liv og en familie, der kan forkæle dem hver dag.