Politi og Fødevarestyrelsen til stede: 40 betjente på uanmeldt kontrol hos det omstridte stutteri Viegård
Midt- og Vestjyllands Politi og Fødevarestyrelsen er torsdag talstærkt til stede på Viegård Stutteri for at følge op på et tidligere tilsyn.
Omkring 40 betjente og Fødevarestyrelsen er torsdag til stede på Viegård Stutteri ved Skals.
Det oplyser Kim Steiniche fra lokalpolitiet i Viborg.
- Politiaktionen startede her til morgen, fordi vi har iværksat et uanmeldt tilsyn hos stutteriet. Det er et tilsyn, hvor vi laver opfølgning fra det seneste uanmeldte tilsyn, siger han.
Midt- og Vestjyllands Politis kommunikationsafdeling oplyser, at torsdagens visit ikke er det første opfølgende tilsyn, efter politiet, Fødevarestyrelsen og Viborg Kommune den 23. august fandt 50 nedgravede døde heste på stutteriets ejendomme.
Det er endnu uvist, hvor længe tilsynet vil vare.
Under tilsynet i august varede aktionen omkring 12 timer, og her kontrollerede myndighederne også cirka 390 levende heste på stutteriet.
Ud fra kontrollen af de levende heste kunne Midt- og Vestjyllands Politi sammen med fødevaremyndighederne konstatere, at der var tale om uforsvarlig behandling af heste, men at der ikke var fundet heste, hvor forholdene kunne kategoriseres som groft uforsvarlig eller mishandling, oplyste politiet tilbage i august.
Politiet har på nuværende tidspunkt ikke yderligere at tilføje til dagens aktion.
Følg dagens udvikling i vores liveblog fra Viegård Stutteri.