Opkøbere kommer fra hele Europa: Nu er heste fra Viegård Stutteri sat til salg
De potentielle købere skal snart besigtige hestene.
Mellem 370 og 400 heste fra Viegård Stutteri er sat til salg.
Det fortæller Johnny H. Madsen, der er kurator på konkursboerne ved Viegård Stutteri.
Og de første opkøbere har allerede vist interesse.
- Det går sådan set godt. Lige nu har vi omkring fem købere, som meget gerne snart skal se hestene, siger han.
Ifølge Johnny H. Madsen kommer køberne fra både Tyskland, Holland, Sverige og Danmark.
Skal byde på minimum 30 heste
Hestene sælges engros, så opkøbere skal lægge billet ind på mindst 30 heste ad gangen.
- Det er simpelthen et valg, vi har truffet, for at vi er sikre på, at køberne har kræfterne, siger Johnny H. Madsen.
Og så går det hurtigere på den måde - hvis handlerne lykkes, påpeger han.
Der er stor forskel på, hvad de potentielle købere er interesserede i.
- Nogle siger, de måske vil købe dem alle. Nogle siger, de måske vil købe en del af dem, fortæller Johnny H. Madsen.
Der er indtil videre ikke solgt nogen heste, men det er heller ikke meningen, forklarer kuratoren.
Det skyldes, at der lige nu er gang i en budrunde.
Af samme grund vil kuratoren ikke oplyse, hvad buddene ligger på.
- Vi er i gang med et budforløb, så det ville være torskedumt, siger han.
Han medgiver dog, at han håber på at have solgt hestene inden årets udgang.
- Jeg forventer, at det hele er væk før jul. Men det er kun en forventning. Det kan være, jeg bliver meget klogere i løbet af kort tid, siger han.
Salg af heste bliver et puslespil
Som interesseret køber kan man selv vælge de heste, man ønsker at købe.
- Man kan pege dem ud, og så er spørgsmålet, om det passer med de andre købere, siger Johnny H. Madsen.
Men før nogen af hestene overhovedet bliver solgt, skal opkøberne besigtige hestene.
- Derefter har vi forhandlinger med hver enkelt køber, og så håber jeg, at vi kan få det til at passe i det store billede, siger han.
Kuratoren fortæller, at ikke alle hestene har et hestepas endnu, men at SEGES, der har ansvaret for det, er i fuld gang med at udstede dem.