Tvillinge-elektrikere forsøger sig igen med enorm opfindelse

Tvillingerne Ole og Per Harkjær Møller har alverdens opfindelser bag sig, og nu er de klar med noget godt til ganen.

2:41
TV MIDTVEST var helt ny, da der i 1990 blev lavet det første indslag med elektriker-tvillingerne.
Foto: Niels Riis, TV MIDTVEST

I Nors i Thy ligger Æ Strømbutik, som er drevet af tvillingerne Ole og Per Harkjær Møller. De er to driftige og lune elektrikere, som ikke er bange for at kaste sig ud i opfindelser og mystiske projekter. 

Blandt andet blev de landskendte for snehøvlen og fik et program på TV 2.

Hos TV MIDTVEST serverer Ole og Per Harkjær Møller så endnu en opfindelse. De vil fremvise en pølsehornsmaskine, der kan lave flere meter pølsehorn hver time.

- Det er ikke første gang, vi arbejder under alvorligt pres, siger Ole med et grin og tilføjer:

- Vi har fundet en reserve-transformer frem, hvis noget går galt. Som elektrikere er vi vant til at arbejde i udrykningsbranchen.

Opfindelsen bliver vist frem 8. juni, når TV MIDTVEST holder Åbent Hus. Foran tv-bygningen vil tvillingerne sætte en trækonstruktion op beklædt med sølvpapir, og når der så sendes strøm igennem, skulle de gerne kunne bage 15 meter pølsehorn i timen.

- Det er ikke farligt, men vi sætter "forbudt-bånd" op omkring projektet, når vi går i gang, tilføjer han.

Opfinder-tvillingerne får hjælp af hele familien til projektet, og besøgende til Åbent Hus kan ganske gratis komme at smage de nybagte pølsehorn.

Vant til madeksperimenter

Brødrene har en vis erfaring med at lave lange stykker mad. 

1990 lavede de for eksempel ved hjælp af træplader, sølvpapir og et svejseværk et 110 meter langt landgangsbrød i gågaden i Thisted. 

- Der fik vi sved på panden, siger Ole Harkjær Møller.

Mange var mødt op på gågaden i Thisted i 1990.
Mange var mødt op på gågaden i Thisted i 1990.
Foto: Niels Riis, TV MIDTVEST

Foruden madopfindelser er Ole og Per Harkjær Møller også kendte for at være mændene bag den lavteknologiske snehøvl, som de i 2010 viste frem på TV MIDTVEST, og som hurtigt nåede ud til hele Danmark.

1:46
Her kan du se, hvordan snehøvlen virker. (Foto: Christian Bro)

I 2016 var tvillingerne med i deres eget program 'På toppen i Thy', som blev sendt i bedste sendetid på TV 2. Et portræt af Ole og Per Harkjær Møllers forunderlige verden, hvor dagene gik med at skrive vittigheder og udtænke nye opfindelser. 

De drømte desuden om et gennembrud som standupkomikere og tog ud og underholdt folk i Thy og omegn. 

- Det er kun mig, der tager ud og underholder nu, men der er ikke så mange ordrer, som da vi var på landsdækkende tv. Når jeg bliver fuldtidspensionist, så bliver der mere tid til alle de sjove ting, siger Ole Harkjær Møller.

- Selvom vi er 67, er der stadig masser af strøm på os.

39:54
I 2016 producerede TV MIDTVEST og TV 2 et portrætprogram om Ole og Per Harkjær Møller. Her kan du blandt andet komme med dem ud og optræde med deres helt usædvanlige standup-show.