Der skal være otte dage i en uge, før han ikke bliver borgmester

Klaus Knudsen Pedersen, Politisk redaktør
Politisk redaktør på TV MIDTVEST Klaus Knudsen Pedersen.
Foto: Christoffer Regild, www.ft.dk/Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST

Der skal være otte dage i en uge, før Chris Olesen ikke bliver borgmester.

På Lemvigegnen er venstretraditionerne så lange og stolte, at det ikke kommer til at glippe. Der har været venstre-borgmestre uafbrudt i Lemvig siden kommunalreformen i 1970. Det kommer til at ske igen.

Selvfølgelig kan det politiske billede ændre sig også i Lemvig Kommune. Landspolitiske tendenser kan spille ind. SF’s medvind kan påvirke resultatet om et år. Det samme gælder Danmarksdemokraterne. Min pointe er, at forandringerne med al sandsynlighed vil ske i de allerede eksisterende blokke. Stemmer vil ikke blive flyttet hen over midten. Balancepunktet vil være det samme. Også derfor vil Venstre kunne bevare borgmesterposten.

Om geografien betyder noget - om det, at Chris Olesen kommer fra Thyborøn, kan få indflydelse - det er jeg i tvivl om. Men jeg tror det ikke. Lemvig Kommune er i dag en sammentømret enhed. Forskellene mellem Lemvig og Thyborøn og Harboøre er ikke så store, som de var for 20 år siden, da den sammenlagte kommune blev dannet. I øvrigt har den afgående borgmester, Erik Flyvholm, i alle årene boet i Harboøre og haft sit udgangspunkt derfra.

Udenfor Lemvig Kommune er der ikke mange, der kender Chris Olesen. Han har været kommunalbestyrelsesmedlem siden 2017. Han sidder i økonomiudvalget. Når han ikke er politiker, er han direktør i Thyborøn Havns Fiskeriforening. Han afløser Erik Flyvholm, som er landets længst siddende borgmester - og alene af den årsag er kendt. Så det bliver en opgave for Chris Olesen i første omgang at træde i karakter som borgmesterkandidat - og efterfølgende, når han bliver borgmester, at fylde Erik Flyvholms store sko ud.

klpe_dsc_1743.jpg
Af Klaus Knudsen Pedersen
Politisk redaktør

Klaus Knudsen Pedersen er TV MIDTVEST's politiske redaktør. Han har mere end 25 års erfaring som journalist og senere redaktør og programvært i Midt- og Vestjylland. Klaus Knudsen Pedersen har lavet mere end 200 udgaver af det politiske magasin Krydsfelt.