Bertram sælger ud for at hjælpe sin moster Lene: - Så ingen har kræft mere, og så ingen dør af den sygdom

Bertram Lilleøre Palm sælger ud af legetøj, boller og kager for at samle ind til Knæk Cancer. Han og familien vil hjælpe deres moster, der er uhelbredeligt kræftsyg.

0:35

Spil, legetøj, køkkenredskaber, kage, boller, perleplader, hjemmelavede træsnemænd og meget mere. Det kan du komme og købe i en garage på Drejøvej i Thyborøn, hvor brødrene Laurids og Bertram Lilleøre Palm sælger ud.

- Det er noget, vi egentlig ville have brugt, men vi har ikke fået brugt det, siger 10-årige Bertram Lilleøre Palm.

Og pengene – de skal gå til Knæk Cancer. Drengene har nemlig sygdommen helt tæt på, da deres moster er uhelbredelig syg af kræft. Deres håb er derfor, at de penge, de får skrabet sammen, kan hjælpe forskerne til at finde en kur, der blandt andet kan hjælpe deres Moster Lene.

- Det hjælper dem, der har kræft, og det hjælper dem med at få det væk. Og det vil vi gerne hjælpe med, siger Bertram.

- Det er vigtigt at vi får det væk, for på et tidspunkt skal vi jo have det væk, så ingen har kræft mere, så ingen bliver syge, og så ingen dør af den sygdom. Hver eneste krone hjælper.

Kunder i butikken

En der har lagt penge i kassen er Ann-Berit Andersen fra Thyborøn, der kommer ud af garagen med favnen fuld af både børn og nyindkøbte sager.

- Jeg vil gerne støtte et godt formål. Og nu havde jeg jo børnebørnene med, og de ville jo rigtig gerne købe en helt masse ting, siger hun.

0:26

Bertram fortæller, at brødrene, allerede inden garagesalget åbnede, havde indsamlet 1050 kroner. De har blandt andet pantet indsamlede flakser og solgt perleplader.

Thyborøn-drengenes garagesalg lukker klokken 15 i dag, lørdag, men fortsætter i morgen, søndag, 10-15. Garageporten åbner desuden igen både lørdag og søndag i næste weekend fra 10 til 15.