Aktindsigter giver nye detaljer om sag, der har fået politileder sendt hjem
TV MIDTVEST kan nu sætte sagen om hjemsendt politileder i fornyet lys.
Sagen om en hjemsendt politileder fra Midt- og Vestjyllands Politi har i månedsvis været omgivet af mystik.
Hverken hans arbejdsgiver eller hovedpersonen selv har villet fortælle om sagens alvor, men nu kan TV MIDTVEST på baggrund af to aktindsigter sætte sagen i fornyet lys, efter det fredag kom frem, at sagen skal i retten.
Aktindsigterne viser, at politilederen har været hjemsendt med fuld løn, siden han sidst mødte på job i december 2023. Det fremgår desuden, at han har fået udbetalt løn til og med oktober måned.
Dermed har Midt- og Vestjyllands Politi ifølge lektor i ansættelsesret og ph.d. ved Aarhus Universitet, Natalie Videbæk Munkholm, vurderet, at det skal undersøges nærmere, før man ved, om der kan sanktioneres.
- En hjemsendelse er ikke i sig selv en straf. Det er ikke det samme som eksempelvis en bortvisning, fastslår lektoren.
Hjemsending giver ro
Midt- og Vestjyllands Politi har gentagne gange afvist at gå i detaljer med sagens indhold, da der er tale om en personalesag. Men Viborg Folkeblad har tidligere beskrevet, at sagen skulle dreje sig om uønsket seksuel opmærksomhed rettet mod kvindelige ansatte.
- En hjemsending er ikke det samme som, at man ved, at man har gjort noget forkert. Arbejdsgiveren har brug for at undersøge det nærmere og har samtidig brug for arbejdsro. Derfor sender man den ansatte hjem, mens man undersøger det. I perioden, hvor man undersøger tingene og den ansatte er sendt hjem, har man ret til løn, forklarer Natalie Videbæk Munkholm.
Syd- og Sønderjyllands Politi fik overdraget sagen fra Midt- og Vestjyllands Politi i midten af december, hvor den begyndte som en undersøgelse.
Efterfølgende har det udviklet sig til en efterforskning, og fredag kom det frem, at politilederen efter ti måneder nu har fået besked på, at han skal møde i retten.
Natalie Videbæk Munkholm understreger, at det ikke er unormalt, at medarbejdere er hjemsendt med løn i lange perioder:
- Det er ikke problematisk at være hjemsendt i lang tid. Det er udtryk for, at det er en kompliceret sag. Arbejdsgiveren skal være 100 procent sikker på, at der ikke er noget at komme efter, hvis den ansatte skal møde på arbejde igen, forklarer hun.
Eventuel sanktion kan have lange udsigter
TV MIDTVEST har forsøgt at få opklaret, om den hjemsendte leder har fået nogle disciplinære reaktioner - de spænder ifølge tjenestemandsloven over advarsel til bøder og afskedigelse.
Ud fra aktindsigt kan man se, at han ikke er blevet forflyttet, degraderet eller afskediget. Med andre ord er politilederen ansat i samme stilling, mens han stadig får løn.
Det har ikke været muligt at få oplyst, om han har modtaget andre disciplinære reaktioner, da den hjemsendte, ifølge Rigspolitiet, ikke er en chef, og derfor er disse oplysninger undtaget for aktindsigt.
- Hvis arbejdsgiveren når frem til, at der er grundlag for en sanktion, så reagerer man, forklarer Natalie Videbæk Munkholm.
Det er uvist, hvornår den hjemsendte politileder skal i retten. Først efter retssagens afslutning ventes Midt- og Vestjyllands Politi at tage stilling til eventuelle sanktioner i forhold til den hjemsendte politileder.
TV MIDTVEST har for nylig været i kontakt med den hjemsendte politileder. Han har ikke ønsket at kommentere sagen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Forsidefoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix