Kommentar: Ulvene skal stramme sig an, for de hviiiie lugter blod
FC Midtjyllands helt store mål er at genvinde guldet. Men først skal midtjyderne helskindet igennem en afgørende uge.
Der er storkamp på MCH Arena søndag aften. FC Midtjylland får besøg af AGF, der kun er ét point efter Superligaens to førermandskaber, FCK og FCM.
FC Midtjylland skal virkelig stramme sig an, hvis det skal blive til en sejr over aarhusianerne. For i sæsonens første Superligaopgør i Aarhus lignede FC Midtjylland et hold, der i de første 45 minutter havde fået den helt store tur i karrusellen i Tivoli Friheden. Midtjyderne var helt væk og kunne have været bagud med meget mere end det ene mål, som AGF scorede. Opgøret endte uafgjort, og det ene point skal FC Midtjylland være meget glade for den dag i dag.
AGF så ud til at være rystet af for et par uger siden. Men de hviiiie giver ikke så let op. Uwe Röslers mandskab har stamina, og nu, hvor de kun er et point fra FCK og FCM, lugter de blod. Derfor skal FC Midtjylland være på tæerne, hvis de skal have fuld gevinst mod AGF søndag aften.
For selv om FC Midtjylland i mange år har haft et ry for at være ét af Superligaens bedste fysiske mandskaber, møder de nok deres overmænd søndag aften. AGF er et vaskeægte powerhouse, som man virkelig kan slå sig på.
FCM har haft en uvane med at komme dårligt fra start i mange kampe i Superligaen i denne sæson. I syv ud af 12 kampe er midtjyderne kommet bagud, og det vil nok være at lege lige lovligt meget med ilden, hvis man giver AGF en flyvende start i Herning.
FC Midtjylland skal vise nogle af de takter, de viste i åbningen af Europa League-kampen torsdag aften. Her var de i førersædet fra kampens begyndelse, og de første 20 minutter var måske noget af det mest sammenhængende, midtjyderne har vist i denne sæson. Her fungerede de for en sjælden gangs skyld som et godt hold.
For alt for mange gange har jeg haft svært ved at se, hvad det er, FC Midtjylland gerne vil. Som hold. Jeg er med på, at de har haft en evne til at få mange point, selv om spillet ikke har været berusende. Og det skal selvfølgelig tilskrives de mange store individualister, som midtjyderne råder over.
Der er rigtig mange gode grunde til at komme til fodbold i Herning søndag aften. Tillad mig lige at fremhæve én spiller. For én af de allerstørste profiler, hvis ikke den største, i Superligaen er FCM’s Dario Osorio. Hvis du elsker fodbold, bør du give dig selv den oplevelse at se ham, mens du kan. For den unge chilener råder midtjyderne ikke over ret længe. Han bliver snart gaflet af én af de store europæiske klubber, for han er både kampafgørende og en nydelse at se på.
Dario Osorio skal formentlig igen have en stor aften og en stor sæson, hvis FCM skal indfri drømmen om at genvinde guldet.
Efter AGF venter Brøndby to gange på FCM. Første gang bliver på torsdag i Brøndby i pokalturneringen, inden Brøndby kommer en tur til MCH Arena søndag den 3. november. For et par uger siden så det ud til, at FCM ville hægte alle de andre hold af og gå i udbrud i Superligaen. Men to nederlag på stribe har skabt ny balance i landets bedste fodboldrække. Og derfor bliver det en afgørende uge for FCM’s fremtidsdrømme.