Skal Vingegaard køre Tour? Det er nu, testen skal stå

Trine Schmidt, Journalist og cykelekspert

Hvad sker der i Jonas Vingegaards liv lige nu? På Instagram kan man i hvert fald se, at han cykler rundt på et bjerg i Frankrig.

Vingegaard
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Jonas Vingegaards hold, Team Visma | Lease a Bike, har længe lagt et røgslør ud, der gør det umuligt at vide, hvorvidt thyboen er med, når Tour de France starter i Firenze 29. juni.

Senest har de sammen med Vingegaard delt på Instagram, at han træner på bjerget i franske Tignes.

Det er efterhånden et godt stykke tid siden, han styrtede grimt i etapeløbet Baskerlandet Rundt, men det er stadig de skader, han pådrog sig dér, som skaber usikkerheden om en eventuel tour-start. 

Grafik: Trine på Tour
Grafik: Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST

Personligt har jeg en god fornemmelse omkring Vingegaards deltagelse. 

Men én ting er sikkert: Team Visma | Lease a Bike har sørget for det bedst mulige hold omkring Vingegaard, som skaber de bedste forudsætninger, for at han kan blive 100 procent klar - eller i hvert fald næsten. Jeg tror, holdet har en rigtig god idé om, hvorvidt han bliver klar. Men selv er de endnu ikke sikre.

Jonas Vingegaard træner for alvor igen, hvilket er essentielt for at blive klar. Først på de vestjyske veje omkring Glyngøre, sidenhen på cykeløen Mallorca og dernæst på højdetræningslejr i Tignes med sine holdkammerater, som stadig er i gang. Det forlyder fra Visma-lejren, at alt går efter planen. 

Mit bedste bud er, at han netop nu, i disse dage, skal bestå testen - det betyder en sidste voldsomt lang og hård træningsblok. Hvis han klarer det, og kroppen tilsvarende reagerer godt på den hårde træning, så bliver han meldt klar.

Og så må vi heller ikke glemme det psykiske spil.

Lige nu afventer hele verden, Vingegaards konkurrenter og især en vis Tadej Pogacar. Uvisheden skaber nervøsitet og spænding, men det er Jonas Vingegaard selv og hans hold, som har overhånden netop dér. Og det udnytter de til perfektion. Jeg tror først, holdet melder ham klar - eller det modsatte - i de sidste dage op til Tour de France.

I disse dage bliver alt i hans liv målt og vejet. Hans træner har styr på træningsplan, puls og watt-output. Vægten og kostindtagelsen er der totalt styr på. Han passer sine sengetider og får dagligt massage. Og lur mig, om han ikke også passer sit mentale velvære med besøg fra sin hustru og datter. Sådan kender vi jo Jonas Vingegaard bedst: både arbejdet og familien skal passes.

Det er netop dét, som gør lige præcis ham til en god cykelrytter. En glad cykelrytter er nemlig en bedre cykelrytter.

Trine Schmidt
Af Trine Schmidt
Journalist og cykelekspert