Søren Pape Poulsen var “naboens søn”, som aldrig glemte, hvor han kom fra
Lørdag 9. marts 2024 vil blive husket som en helt særlig dag i Viborg.
Og ikke bare der. Søren Pape Poulsens bisættelse bliver en landsbegivenhed.
Tusindvis af mennesker ventes at møde op for at vise deres deltagelse. Fra hele Danmark. Høj som lav. Mange, mange flere, end der er plads til i Viborg Domkirke.
Det er ekstraordinært.
Og vidner om, at det er mere end bare en politiker, som er gået bort.
Søren Pape Poulsen var et menneske, som tydeligvis rørte folk - som gjorde et særligt indtryk - hvilket de seneste dages rigtig mange superlativer vidner om.
Der er siden Papes pludselige og tragiske død blandt andet blevet sagt om ham, at han var menneske, før han var politiker.
Det er den oplevelse, mange sidder tilbage med - både lokalt på Viborgegnen, blandt folk på gaden - men også på Christiansborg, hvor med- og modspillere har stået i kø for at sige omfavnende og rosende ord.
Statsminister Mette Frederiksen (Soc.dem.) har kaldt Pape for samvittighedsfuld, ordentlig og lattermild. Pia Olsen Dyhr (SF) har skrevet, at hun vil bære ham i sit hjerte. Inger Støjberg (DD) har sagt, at hun kommer til at savne hans omsorg, hans lune og hans klogskab.
Ord, som er store, og som virker oprigtige. I tilfældet Søren Pape Poulsen bliver sympatien ikke blot givet til kende, fordi det er det rigtige at gøre. Fordi manden nu er død. Her er der tale om noget ægte.
Søren Pape Poulsen var en særlig politiker, fordi der var noget almindeligt over ham. Han var partileder og konservativ ind til benet.
Men han var også “naboens søn”, som kunne begå sig både som borgmester - og på den store landspolitiske scene - men aldrig glemte, hvor han kom fra. Pape var midtjyden. Manden fra Bjerringbro, som flyttede til Viborg. Og elskede at flage med det.
Også derfor er opmærksomheden om lørdagens bisættelse i Viborg enorm. Men naturligvis også på grund af historien om Søren Pape Poulsen.
Hans Christiansborg-arbejdsliv var en politisk tilværelse med både op- og nedture. Opbakningen til Pape som konservativ partiformand var i begyndelsen ringe. Senere blev den rigtig god. For til sidst igen at blive tvivlsom. Søren Pape Poulsen måtte gå ikke så lidt igennem.
Det er nu alt sammen fortid. I ugens løb har det med rette været tragedien, som har fyldt. Når et menneske dør bare 52 år gammelt, gør det indtryk. Når gamle forældre overlever deres eneste søn, gør det ondt. Giver stof til eftertanke. Politiker eller ej.
