Spørgsmålet er, hvordan de unge tager imod forandringerne

Klaus Knudsen Pedersen, Politisk redaktør
Politisk redaktør på TV MIDTVEST Klaus Knudsen Pedersen.
Foto: Christoffer Regild, www.ft.dk/Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST

At HF-uddannelsen skal af med livet, er et lille billede i det store.

Regeringen vil reformere hele ungdomsuddannelses-systemet.

Dens argument er, at den har hørt, hvad de unge siger. At langt de fleste vil en gymnasial uddannelse. At kun få er klar til at vælge en erhvervsuddannelse som 16-årig.

Derfor bliver der nu tre gymnasieveje at gå. Et alment gymnasium med fokus på det boglige, det abstrakte og det teoretiske. Et handelsgymnasium vinklet på økonomi, sprog og iværksætteri. Samt et såkaldt erhvervs- og professionsrettet gymnasium.

Det er det sidste, der er det afgørende nye. Det er det, regeringen sætter sin lid til vil få flere unge til at blive for eksempel tømrer, elektriker eller pædagog. Hvilket i bund og grund er det, hele øvelsen handler om.

Det store spørgsmål er, hvordan de unge tager imod forandringerne. Er de klar til at stemple ind i et erhvervs- og professionsrettet gymnasium? Og efterfølgende at tage en erhvervsuddannelse for at kunne bidrage til den omfattende mangel på arbejdskraft, som især er i produktions-Danmark?

Vil denne nye gymnasievariant få samme status blandt de unge, som STX og HHX har i dag? Det er det, som er altafgørende. Det er det, som er succeskriteriet.

For SVM-regeringen er det i et større politisk perspektiv absolut vigtigt også at få landet en aftale på ungdomsuddannelsesområdet.

Den sammenbragte regering med Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne blev for snart to år siden skabt på skuldrene af en ambition om at turde - og kunne - lave store forandringer i samfundet. 

Det er den lykkedes med, hvad den grønne omstilling - treparten - angår. Og for få uger siden fremlagde den et meget omfattende sundhedsudspil.

Kan den uddannelses-reformere også? Og få skabt en vej, så flere unge vælger en erhvervsuddannelse, vil det være en sejr for denne - citat - ”mærkelige regering”.

Sådan kaldte statsminister Mette Frederiksen (S) - med et glimt i øjet - selv SVM-konstruktionen for nylig.

klpe_dsc_1743.jpg
Af Klaus Knudsen Pedersen
Politisk redaktør

Klaus Knudsen Pedersen er TV MIDTVEST's politiske redaktør. Han har mere end 25 års erfaring som journalist og senere redaktør og programvært i Midt- og Vestjylland. Klaus Knudsen Pedersen har lavet mere end 200 udgaver af det politiske magasin Krydsfelt.