Regeringen vil slagte HF: Uddannelser frygter for fremtiden
Et nyt udspil løfter flere øjenbryn hos de midt- og vestjyske uddannelsessteder. Fremtiden er usikker.
Ud med HF, og ind med en ny professionsrettet gymnasial uddannelse.
Sådan lyder udgangspunktet i regeringens nye udspil til en uddannelse, der skal få 11.500 flere ind på en gymnasial uddannelse.
Den beslutning er de dog ikke glade for på flere midt- og vestjyske uddannelsessteder. Blandt andet på Vestjysk Gymnasium i Tarm.
- Jeg synes, regeringen har efterladt os med flere spørgsmål end svar, siger gymnasiets rektor, Catarina Kastrup.
Uddannelsens længde spiller en rolle
Mette Frederiksen præsenterede tirsdag udspillet i sin tale til Folketingets åbning. Her fortalte hun om den helt nye gymnasiale uddannelse, som skal erstatte HF-uddannelsen.
- Som det lyder, er det en måde at få flere til at tage en erhvervsuddannelse. Det er ikke det, de mennesker jeg har på HF her, ønsker. Så havde de valgt noget andet, lyder det fra Catarina Kastrup.
Hun får opbakning fra flere af eleverne, som frygter, at der kommer til at mangle et vigtigt tilbud.
- Jeg synes, det er ærgerligt, fordi man fjerner grundprincippet for HF. Jeg har taget den, fordi den er to år, pointerer Boaz Højgaard Andersen, der er andetårsstuderende på HF i Tarm.
Det nye udspil lægger op til en treårig uddannelse. Og det får ikke Annika Kristensen til at juble. Hun er også studerende på andet år og har valgt HF grundet længden på de to år.
- Jeg synes, det er megaærgerligt, hvis det er, vi lige pludselig skal stå og være tvunget til at tage en treårig uddannelse, når vi ikke har overskuddet til det, siger hun.
Spørgsmål om penge?
Den nye uddannelse, Regeringen vil kalde EPX, kan blive placeret på både erhvervsskolerne eller de almene gymnasier. Regeringen har sat godt fem milliarder kroner af til at opgradere faciliteterne, så den nye uddannelses krav til værksteder kan imødekommes.
Derfor er rektoren på Vestjysk Gymnasium heller ikke tryg ved gymnasiets fremtid, hvis man afskaffer HF.
Bliver konsekvensen, at I lukker, hvis I mister HF og ikke får den nye EPX på stedet?
- Det håber jeg ikke, men det ville give os nogle stramme kår i forhold til at drive uddannelse, fortæller Catarina Kastrup.
Undren i Nørre Nissum
I Nørre Nissum, hvor man har en 50-årig lang tradition for at tilbyde HF-uddannelsen, er de heller ikke begejstrede for det nye udspil.
- Jeg undrer mig faktisk over, at man vælger at tage den beslutning, fordi HF har løftet rigtigt mange ting i uddannelsesverdenen. Så jeg synes umiddelbart, det er en forkert beslutning, siger Søren Højris Jensen, konstitueret uddannelsesleder ved HF Nørre Nissum.
Regeringen vil præcisere det nye udspil yderligere, når den tirsdag 8. oktober præsenterer det endelige reformudspil. Hvis det bliver vedtaget, bliver det indført fra 2030.