Ulveunger sætter rekord: Nu vil politiker have indført jagt

EU er ved at ændre ulvens beskyttelses-status, og det vil lokal politiker udnytte. Danmarks Naturfredningsforening mener ikke, at det giver mening.

Forskerne vurderer, at der er 32-43 voksne ulve i Danmark (arkivfoto).
Forskerne vurderer, at der er 32-43 voksne ulve i Danmark (arkivfoto).
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Meldingen om at der aldrig har været så mange ulvehvalpe i Danmark som i år, er dårlige nyheder for Danmarksdemokraternes folketingsmedlem Betina Kastbjerg, der bor i Herning og er opstillet i Vestjyllands Storkreds.

Hun mener, at tiden er inde til, at Danmark indfører muligheden for at regulere bestanden gennem jagt. Eller med andre ord: at skyde flere ulve for at få bestanden ned.

- Det bør være muligt at regulere bestanden, ligesom man i dag kan gå på jagt efter for eksempel krondyr. Jeg kan ikke se, hvad ulvene bidrager med. De har været væk i 200 år, og jeg har ikke behov for, at de skal være her igen, siger hun.

Ulven er i dag "strengt beskyttet" i EU, men medlemslandene har besluttet at ændre beskyttelses-status til "beskyttet". Det er dog ikke trådt i kraft endnu, fordi det først kræver en ændring i Bern-konventionen.

- Når det falder på plads, vil vi lægge pres på miljøministeren og høre, om han vil være med til at ændre dansk lovgivning, så vi kan indføre en regulering, siger Betina Kastbjerg.

Folketingsmedlem Betina Kastbjerg bor i Herning og er valgt i Vestjyllands Storkreds.
Folketingsmedlem Betina Kastbjerg bor i Herning og er valgt i Vestjyllands Storkreds.
Foto: Danmarksdemokraterne

Mindst 35 hvalpe

Naturhistorisk Museum i Aarhus og Aarhus Universitet har onsdag oplyst, at der i år er født mindst 35 ulvehvalpe i Danmark. Forskerne vurderer, at der befinder sig 32-43 voksne ulve herhjemme, og at tallet vil vokse markant til næste år.

- Hvis det fortsætter på den måde, kan jeg godt se, hvor det ender. Så får vi rigtigt mange ulve i Danmark - eller Jylland for det er kun her, vi har dem, siger Kastbjerg. 

Selv om EU ændrer beskyttelsesstatus, har landene stadig pligt til at sikre en "gunstig bevaringsstatus". Danmark kan altså ikke bestemme, at ulven helt skal udryddes herhjemme.

- Hvor langt skal bestanden ned efter din mening?

- Nu mener jeg jo slet ikke, at der skal være ulve i Danmark - men når det ikke er muligt, mener jeg, at der skal være et meget lavt antal. 

0:44
Forskere har offentliggjort disse optagelser fra vildtkameraer i forbindelse med nyheden om de mange ulvehvalpe.
Foto: Naturhistorisk Museum i Aarhus og Aarhus Universitet

- Vi har flere gange hørt, at der ikke er dokumenteret ulveangreb på husdyr bag ulvesikrede hegn. Hvorfor er der så overhovedet et behov for at regulere bestanden?

- Hvis det argument skal give mening, skal der være ulvesikrede hegn allevegne, og det er helt uoverskueligt. Samtidig er det kun i nogle få udpegede områder, landmændene kan få tilskud til ulvesikret hegn, siger Betina Kastbjerg.

Kravet om jagt på de danske ulve vinder ikke gehør hos Bo Håkansson, der er biolog i Danmarks Naturfredningsforening.

- Hvad skulle være formålet med at indføre jagt? Allerede i dag kan man skyde ulve, der ikke følger spillereglerne. Det står i forvaltningsplanen. Og hvornår er der for mange? Man kan ikke skyde dem alle, og vi mener fra DNs side, at det er at stikke folk blår i øjnene, hvis man skaber en forventning om, at man kan løse problemerne med angreb på husdyr ved at indføre jagt, siger han.