17-årig dømt for voldeligt overfald på sikret institution
Tog kvælertag på medbeboer som også blev tildelt adskillige knæspark
En 17-årig beboer på den sikrede døgn-institution Koglen i Stakroge syd for Herning, blev i dag ved retten i Herning idømt seks måneders ubetinget fængsel for vold, mod en 16-årig mandlig beboer på institutionen.
Episoden fandt sted i august måned i år. De to unge var kommet op at toppes, og i forbindelse med uoverensstemmelserne, tog den 17-årige blandt andet kvælertag på sin medbeboer, som han ligeledes tildelte adskillige knæspark.
I følge anklager Laura Marie Holmegaard Jensen, var den 17-årige mand i gang med at afsone en straf i en lignende voldssag.
Derfor var der nedlagt påstand om en ubetinget fængselsstraf på seks måneder. En påstand, som retten i Herning valgte at følge i sagen, der blev ført som en ren tilståelsessag.
Den dømte fylder inden længe 18 år. Derfor er han, indtil videre, varetængsfængslet i surrogat på den sikrede døgninstitution i Stakroge.