Avis har tre midt- og vestjyske kandidater på ministerliste: - Vi er klar

Mogens Jensen, Annette Lind og Simon Kollerup melder sig alle klar til ministerposter, hvis socialdemokratiske Mette Frederiksen bliver næste statsminister.

Mogens Jensen, Annette Lind og Simon Kollerup bliver alle nævnt til oplagte bud på kommende ministre, hvis der skal dannes en ny Socialdemokratisk regering efter valget.
Mogens Jensen, Annette Lind og Simon Kollerup bliver alle nævnt til oplagte bud på kommende ministre, hvis der skal dannes en ny Socialdemokratisk regering efter valget.
Foto: TV MIDTVEST

Alt tyder ifølge meningsmålingerne på, at Mette Frederiksen, formanden for Socialdemokratiet, bliver Danmarks næste statsminister.

Det har fået flere til at spekulere i, hvem hun vil have med på holdet som ministre. Her er tre folketingskandidater fra det midt- og vestjyske blevet nævnt som oplagte bud, og de er helt klar.

Det sagde de, da de alle tre her til aften var gæster i TV MIDTVESTs valgprogram Klaus & Kandidaterne.

- Det er enhver kulturordførers drøm i et parti at blive sit lands kulturminister, men det er jo op til chefen og bestemme det. Men skulle jeg blive spurgt, så vil jeg ikke sige nej tak, siger Mogens Jensen.

Han bliver i B.T. udråbt som landets næste kultur- og kirkeminister.

2:57
De tre folketingskandidater blev spurgt til ministerlisten, da de sammen var gæster i valgprogrammet Klaus & Kandidaterne.

På B.T.s liste er også Simon Kollerup. Han bliver udnævnt som klima- og energiminister.

- Det er helt mærkeligt at se sig selv på den vel fineste liste, man kan stå på som politiker, men jeg har det også sådan, at det ikke er noget, jeg vil spekulere på. Det tør jeg slet ikke. Hvis Mette Frederiksen mener, at jeg kan bruges på sådan en post, så siger jeg ja til at løfte den opgave, siger Simon Kollerup.

Spørgsmål: Du har ikke fået taget mål til tøjet endnu?

- Jeg regner med, jeg kan passe det, jeg har på, hvis det kommer der til.

Annette Lind bliver på listen udnævnt som undervisningsminister - et område, som hun har stor erfaring indenfor.

- Det er jeg glad for. Tænk at være i betragtning til at stå i spidsen for undervisningssystemet. Jeg er ordfører på området og er selv uddannet lærer og har været leder. Jeg føler et stort privilegie ved at være undervisningsordfører. Tænk at man er almindelig lærer i Holstebro og Herning, som jeg har været, og så sidder man som ordfører som det største parti i Danmark og er med til at præge Danmarks ungdom, siger Annette Lind.

Du kan se hele programmet, hvor de tre socialdemokratiske folketingskandidater var gæster, nedenfor.