Bil påkører grævling og bryder i brand

En bilist påkørte mandag morgen en grævling, hvorefter han opdagede, at bilen var brudt i brand.

Brandfolk fra Nordvestjyllands Brandvæsen måtte mandag morgen slukke en brændene bil på Oddesundvej syd for Oddesund.
Brandfolk fra Nordvestjyllands Brandvæsen måtte mandag morgen slukke en brændene bil på Oddesundvej syd for Oddesund.
Foto: Arkiv

En pendler på vej til arbejde fik sig et noget ualmindeligt møde med en grævling mandag morgen syd for Oddesundbroen. Bilistens bil brød i brand umiddelbart efter påkørslen. 

- Det var cirka en kilometer syd for Oddesundbroen. Da vi kom frem kunne vi slukke bilen, men den var helt udbrændt, fortæller indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen, Henrik Jensen.  

Det skabte en del kø i morgentrafikken, fordi vejen måtte afspærres, imens slukningsarbejdet stod på.

- Men bilen er slukket og vejen er åben igen, siger indsatslederen.

- Umiddelbart ser det ud til at ejeren påkører en grævling, og så stopper han og vil ud at se, hvad der er sket, og så kan han se, at der er gået ild i bilen, fortæller Henrik Jensen. 

Imens ejeren blev ved bilen og tilkaldte hjælp, gik andre medtrafikanter tilbage langs vejen og fandt ganske rigtigt den påkørte grævling. 

Om det er grævlingen, der alene var skyld i bilbranden, må foreløbigt stå lidt hen i det uvisse. Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar til sagen fra Midt- og Vestjyllands Politi om sagen. Ifølge Indsatslederen, blev den uheldige bilist hentet af sin familie og fragtet videre på arbejde. 
 

Den udbrændte Peugeot er nu fjernet fra rabatten på Oddesundvej.  
Den udbrændte Peugeot er nu fjernet fra rabatten på Oddesundvej.  
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Indsatsleder Henrik Jensen fortæller, at det langt fra er almindeligt, at påkørsler af vildt resulterer i en udbrændt bil, men at han tidligere har oplevet lignenede sager. 

- Det er jo meget afhængigt at, hvordan dyret rammer bilen, og hvilken skade motoren får. Opstår der skader på motoren og nogle af de elektriske dele kostslutter, så kan det ske. Når uheldet virkelig er ude som her, så kan det ske, siger Henrik Jensen.