Spektakulært syn: Overlæge danser gennem Gødstrup til juleklassiker

Man skal efterhånden kunne løse mange opgaver som overlæge. At imitere en sand juleklassiker er også en af dem på Gødstrup.

1:06

Selvom man godt kunne blive snydt, så er hans speciale faktisk ikke hofter, men derimod hjerter.

Han er ledende overlæge på afdelingen for Hjertesygdomme på Gødstrup og arbejder til dagligt som kardiolog.

- Hvis du synes, han er god til at danse, så skulle du se ham lægge en pacemaker, siger hans kollega Stina Rohde med smil på læben.

Det er hende, der står bag ideen med, at overlægen, som en anden Hugh Grant, danser igennem Gødstrups hvide hospitalsgange.

Videoen er en del af afdelingens julekalender, hvor de hver dag op til jul lægger et lille videoklip ud på deres Facebookside, hvor man skal gætte en juleklassiker. Kalenderen skal være med til at skabe lidt juleglæde og en god stemning på afdelingen.

Netop derfor tøvede overlæge Christian Møller Pedersen heller ikke med at sige ja til den atypiske arbejdsopgave.

Han glæder sig over, at videoen er blevet taget så godt imod, men han har dog et enkelt aber dabei.

- Hvis man skulle være kendt for noget, så ville jeg da hellere være kendt som en virkelig dygtig læge i stedet for en god danser, siger han og forsætter:

- For vi er gode til at lave gak og løjer, men vi er meget, meget bedre til at behandle hjertesygdomme, fremhæver han.

Julekalender har givet mange gode grin på afdelingen igennem hele december fortæller overlægen.