Argentiner avler bidronninger i Aulum: - Det nærmer sig flueknepperi
En argentiner med danske rødder bruger hvert år tre måneder i sine forældres hjemland. På at avle bidronninger.
Roberto Pedersen Halager er født og bor i Argentina. Men han har danske forældre. Ikke helt almindeligt. Mere usædvanligt er det dog, at han avler bidronninger.
- Det er jo rigtig mange års arbejde. Det er ikke noget, man bare lige tager op, siger han til TV MIDTVEST.
Hos HF Honning i Aulum bliver han kaldt Robert, og han snakker da også dansk. Meget belejligt, når han nu bruger tre måneder hvert år i Danmark på at avle bidronninger.
Ligesom med køer - bare med pincet og mikroskop
Du tænker måske, hvordan man avler bidronninger. Lidt ligesom med køer. Her bruger Roberto Pedersen Halager bare pincet og mikroskop.
- Det nærmer sig flueknepperi, siger Per From, der ejer HF Honning, med et glimt i øjet.
Roberto Pedersen Halager producerer årligt 3-4.000 bidronninger.