Flere butikker må lukke: Rotter plager supermarkeder

Der har i de seneste dage været flere tilfælde af rotter i dagligvarebutikker, som har måttet lukke.

Kenneth Præstekjær er varehuschef i Kvickly i Struer.
Kenneth Præstekjær er varehuschef i Kvickly i Struer.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Flere dagligvarebutikker har i den seneste tid haft besøg af ubudne gæster.

Rotterne dukker op flere og flere steder, og skadedyrene er en stor plage. Hos Kvickly i Struer var butikken fredagen uden kunder i fem timer, efter to rotter var blevet opdaget i en baggård.

Det resulterede i, at kunderne måtte forlade butikken, og skadedyrsbekæmpere måtte træde til.

- Det er det værste, der kan ske for en købmand, fortæller varehuschef Kenneth Præstekjær.

Siden har eksperter med mel og hunde undersøgt butikken. Kunderne er nu igen tilbage i butikken, men lageret er lukket af.

Skadedyrsbekæmperne lægger mel ud for at opdage, om der har været rotter på spil.
Skadedyrsbekæmperne lægger mel ud for at opdage, om der har været rotter på spil.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Tre rotter fundet

Skadedyrsbekæmperne har drysset i hvert fald 30 kilo mel ud for at opspore rotterne.

Indtil videre har de opsporet og dræbt tre. To i baggården og en i kælderen.

- I morgen kan vi så se, om der er gevinst, eller om vi er fri. Vi regner med, at vi er fri, fortæller skadedyrstekniker Thomas Thøgersen og henviser til melet på gulvet.

Flere butikker ramt

Det er dog ikke kun i Kvickly, den er gal.

Meny i Struer har haft rotterne på besøg. De var nødt til at holde lukket i to en halv dag, inden butikken kunne konstateres fri.

Gitte Klint har rotter i sin butik.
Gitte Klint har rotter i sin butik.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Og Min Købmand i Asp sydvest for Struer kan tidligst mandag åbne igen, efter at rotterne har været på spil.

- Det er rigtig træls, fortæller butikkens indehaver Gitte Klint.

Tre butikker på én uge

Det er usædvanligt, at det er tre butikker på samme uge, som rammes i og omkring Struer. Det har vakt politikernes opmærksomhed.

- I næste uge vil jeg vende med min direktør, hvordan status er med rotterne. Om det er mere eller mindre tilfældigt, at vi lige har tre virksomheder, der er uheldige, fortæller Marianne Bredal, der er formand for Teknik-, miljø- og klimaudvalget i Struer Kommune.

Også Kvickly i Herning har i denne uge været lukket på grund af rotter.

2:06