Henrik Toft erstatter sin bror i landsholdets VM-trup
Én Toft går ud - en anden kommer ind. Henrik Toft Hansen er klar til at hjælpe det danske håndboldlandshold i aftenens kamp mod Ungarn.
Stregspilleren Henrik Toft Hansen erstatter René Toft Hansen i det danske håndboldlandsholds VM-trup på 16 spillere forud for kampen mod Ungarn. Det oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF) i en pressemeddelelse.
René Toft, der også er stregspiller, pådrog sig en skade i lysken i den sidste gruppekamp mod Norge. Danmark vandt kampen 30-26 og sikrede sig gruppesejren. På et pressemøde fredag meddelte den danske landstræner, Nikolaj Jacobsen, at skaden ville holde René Toft ude af resten af VM-slutrunden.
- Henrik Toft har været i landsholdslejren under hele slutrunden, men har brugt de seneste uger på at blive helt kampklar efter en skade, han pådrog sig under træning i starten af januar. Sidste og afgørende test fandt sted under gårsdagens træning og gav så gode resultater, at landsholdets medicinske stab har givet grønt lys for, at PSG-spilleren igen kan trække landsholdstrøjen over hovedet, skriver DHF lørdag.
Med indskrivningen af Henrik Toft har Nikolaj Jacobsen brugt to af de tre udskiftninger, han har til rådighed. Der har også været tvivl om Nikolaj Øris, som udgik i kampen mod Norge. Han forlod banen med smerter i venstre baglår.
Selv udtrykte Øris optimisme om skadens omfang, men ifølge TV2 Sport har han været igennem en større skanning. Han deltog heller ikke i fredagens træning.
Danmark møder lørdag aften Ungarn i Boxen i Herning. Det er første af tre opgør i mellemrunden, hvor der spilles om semifinalepladser. Foruden Ungarn skal Danmark møde Sverige og Egypten.
Danmark begynder mellemrundespillet med fire point. De to bedst placerede nationer i de to grupper i mellemrunden avancerer til semifinalerne. Sverige har ligesom Danmark fire point, mens Norge og Ungarn følger efter med henholdsvis to og et point før de afgørende gruppekampe.
/ritzau/