De går imod strømmen: Her er det sejt at læse bøger

​​​​​​​Det er langt fra alle mellem 10 og 14 år, der læser bøger i deres fritid. Men her er det helt anderledes.

Der bliver lokket med popcorn, sodavand og gode bøger, så læseklubben mødes.
Der bliver lokket med popcorn, sodavand og gode bøger, så læseklubben mødes.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

En gang om måneden mødes en lille eksklusiv klub på biblioteket i Herning.

Her dyrker de deres store interesse, som mange af deres venner ikke deler. De læser.

- Jeg elsker selv at læse, og der må være masser af børn derude, der også elsker at læse og som synes det er svært. For det er stadig lidt et tabu. Vi stiller et forum til rådighed, hvor de bare får lov til at synes, at det er fedt at læse, fortæller bibliotekar Anni Lauritsen, der står for læseklubben på Herning bibliotek.

Helt unge medlemmer

Anni Lauritsen lokker med popcorn, sodavand og eksklusive møder med forfattere eller andre litterære oplevelser, men det er ikke det, der er det vigtigste for klubbens 10 medlemmer.

- Jeg kan godt lide at læse, og så synes jeg det er interessant at være sammen med andre der også kan lide det. Jeg vil gerne høre hvad andre synes om bøger, og hvilke bøger folk synes, jeg skal læse, fortæller Mille Vistisen, der er et af klubbens medlemmer.

De er cirka 10 medlemmer, der går mod strømmen og læser stakkevis af papirbøger.
De er cirka 10 medlemmer, der går mod strømmen og læser stakkevis af papirbøger.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Kristian Davelar Hansen er den eneste dreng, men det skræmmer ham ikke. Han går lidt uden om pigebøger, men ellers er han meget begejstret.

- I de små klasser gik jeg også i læseklub - det var noget min mor satte mig til, fordi jeg læste meget. Nu er jeg begyndt at læse meget igen, og så vidste jeg, at her er en god atmosfære og nogle engagerede voksne.

Flere skal læse

Medlemmerne i klubben skal være mellem 10 og 14 år. Den er et led i Herning Bibliotekernes strategi om at få flere unge til at læse, for tallene er ikke opløftende.

- Alle nyere læsevane-undersøgelser viser, at børns lystlæsning er faldet rigtig meget på stort set alle aldersniveauer, så det vil jeg rigtig gerne støtte op om, fortæller Anni Lauritsen.

Gruppens medlemmer er undtagelser. De har alle venner, der ikke læser, og de ved godt, hvordan de bliver opfattet.

- Man bliver set lidt som den kloge person - altså den lidt nørdede, fortæller Mathilde Mølgaard Korshøj.

Men det er det ændrer ikke på noget for læsehestene i klubben.

- Jeg er lidt ligeglad med, hvad de mener om, at jeg læser, for det er noget jeg godt kan lide. Så kan de gå til fodbold og gymnastik og hvad de ellers har lyst til, siger Mille Vistisen.

4:16
Kom meget tættere på den lille læseklub her.