Herning-bryder udtaget til OL
Bryderen Fredrik Bjerrehuus er officielt blevet udtaget til OL i 2020, efter at han nåede semifinalen til VM.
Bryderen Fredrik Bjerrehuus er torsdag officielt blevet udtaget til næste års OL i Tokyo.
Den 29-årige bryder nåede i september semifinalen til VM i Kasakhstan, og det er derfor ikke den store overraskelse, at Danmarks Idrætsforbund (DIF) nu har udtaget Bjerrehuus til legene i Japan.
- Igennem hele mit liv har det været en drøm at komme til OL, så det er dejligt, at den går i opfyldelse.
- Det betyder meget for mig, for min familie og for hele brydedanmark, siger Fredrik Bjerrehuus i en pressemeddelelse fra DIF.
Bryderen fra Herning kæmper i klassen op til 67 kilo.
Dansk brydning hentede ved det seneste OL i Rio sølv, da Mark O. Madsen nåede finalen, hvor han dog tabte. Mark O. Madsen har efterfølgende indstillet brydekarrieren og kæmper i MMA.
DIF har officielt udtaget tre danske atleter til OL i Tokyo. Ud over Fredrik Bjerrehuus drejer det sig om bueskytten Maja Jager og skeetskytten Jesper Hansen.
/ritzau/