Hovedmistænkt i stor hvidvask sag ventes at tilstå
Hovedmistænkt og flere sigtede ventes at tilstå i omfattende sag om hvidvask af mere end 30 millioner kroner gennem minkskind.
Der var én, der var to, og nu er der en hel stribe.
Inden længe ventes den 43-årige hovedmistænkte i en omfattende sag om hvidvask med minkskind, sammen med en række andre sigtede, at tilstå.
Det fremgår af flere retsmødebegæringer, som TV MIDTVEST og TV 2 Østjylland har fået aktindsigt i.
Den 43-årige aarhusianer har siden et grundlovsforhør i oktober nægtet sig skyldig, men han ventes nu at tilstå, at han fra januar 2021 til september 2024 har hvidvasket eller medvirket til hvidvask af knap 35 millioner kroner, som stammede fra narko.
- Anklagemyndigheden vil nok holde vejret, indtil man har fået en fuldstændig tilståelse. siger retskorrespondent på TV 2 Astrid Søndberg.
Sagen går under navnet Operation Bianco og tæller i alt 18 personer, oplyser National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), der har efterforsket sagen.
Hvidvasken skulle havde fundet sted ved, at den 43-årige har købt tusindvis af minkskind fra minkavlere for narkopenge. En del af disse minkskind er efterfølgende blevet sendt til udlandet.
En 61-årig pelsdyravler fra Lemvig er blandt de minkavlere, der skulle have solgt en del af de mange skind. Ifølge anklagemyndigheden har vestjyden fået godt en million kroner i kontanter fra den 43-årige for sine minkskind.
Flere tilståelser
Den 43-åriges forventede tilståelse skriver sig ind i en række indrømmelser.
Tirsdag blev en 42-årig fra Esbjerg-kanten som den første dømt i sagen. Han blev idømt fem måneders ubetinget fængsel, efter han erkendte, at han havde solgt minkskind til den 43-årige mod betaling med narkopenge.
Torsdag afsiger Retten i Kolding dom mod en 59-årig, som i sidste uge erkendte, at han via et job i Midt- og Vestjylland havde fået kendskab til branchen og derfor kunne agere mellemmand.
Den 59-årige forklarede blandt andet, at han godt vidste, han medvirkede til hvidvask. Han havde dog ikke vidst, at pengene stammede fra narkohandel.
- Der er nu to, der har valgt at tilstå hvilket giver et godt billede af, hvor godt sagen er belyst, siger specialanklager hos NSK Jhin Lee i en pressemeddelelse.
Tidligere har TV MIDTVEST beskrevet, at også en fynsk minkavler ventes at erkende, at han har solgt minkskind mod betaling i narkopenge.
Ved at tilstå kan de sigtede se frem til en nedsættelse af deres straf som følge af regler, der trådte i kraft sidste år.
- Det fremgår tydeligt, at tilståelsen skal falde tidligt i sagens forløb. Men der kan meget vel opstå uenighed mellem anklagemyndigheden og forsvareren, når det kommer til rabattens eventuelle størrelse, forklarer Astrid Søndberg.
Ingen kommentarer
Den 61-årige fra Lemvig-kanten er modsat de fleste af sagens involverede tiltalt i sagen. Det betyder, at han forventeligt ikke vil tilstå i retten. Derfor vil der blive fremlagt beviser, ligesom der formentligt vil blive indkaldt vidner.
TV MIDTVEST har været i kontakt med avleren. Han har ingen kommentarer til tiltalen.
En 58-årig esbjergenser er ligeledes tiltalt. Han er ikke vendt tilbage på TV MIDTVESTs henvendelse.
Aktindsigten viser, at esbjergenseren skulle have ageret mellemmand ved et salg af minkskind for 1,1 millioner kroner. Det indbragte ham 62.153 kroner.
NSK oplyser til TV MIDTVEST, at sagen i skrivende stund tæller en dømt, tre tiltalte og 14 sigtede.
Foruden hvidvask er den 43-årige også sigtet for at have planlagt indsmugling af cirka 14 kilogram kokain via Københavns Lufthavn. Det slog dog fejl, da hans medsammensvorne blev anholdt.
NSK mener også, at den 43-årige har deltaget i indsmugling af knap 800 kilogram hash til en værdi af mere end 20 millioner kroner.
Forsvarsadvokaten til den 43-årige har ingen kommentarer forud for det kommende retsmøde.
Sagen tæller også en 56-årig mand fra Albertslund, der er sigtet for at have modtaget narkopenge fra den 43-årige.
Han ventes at tilstå, bekræfter hans forsvarsadvokat.