Nu må autocampere køre hurtigere på motorvejen
Autocampere, der er omfattet af tempo 100-ordningen, må nu køre 100 kilometer i timen på motorvejene.
Hvis du er en af de danskere, der pakker tasken og tager campingbilen mod varmere himmelstrøg, er der godt nyt: Torsdag hæves hastighedsgrænsen for campingbiler til 100 kilometer i timen på motorveje og 80 på andre veje.
Den højere hastighed gælder campingbiler, der er godkendt til at køre hastigheden gennem den såkaldte tempo 100-ordning.
Autocampernes hastighedsgrænse kommer således til at følge bussernes.
Nye fartgrænser vil gavne trafikken
Det er til gavn for både trafiksikkerhed og campister, mener Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.
- Hastighedsforskelle på køretøjer giver anledning til flere og lange overhalinger, hvilket kan skabe farlige situationer. Derfor bør hastighedsgrænserne være så ens som muligt for køretøjstyper, der teknisk set er ensartede.
- Det giver enkle og fornuftige regler, som giver mere mening for trafikanterne at overholde, forklarer han i en pressemeddelelse.
Tidligere måtte campingbiler køre 80 kilometer i timen på motorveje og 70 på andre veje.
For busser forenkles den såkaldte Tempo 100-ordning, hvor man kan søge om at få lov til at køre 100 kilometer i timen, ligeledes. Godkendelsesprocessen bliver forenklet, og udgifterne til Tempo 100-mærket bortfalder.
Lovændringen blevet vedtaget i sommer af regeringen og Dansk Folkeparti og træder i kraft fra 15. marts.
/ritzau/