Manden, der skød en ulv, står frem: - Det måtte få en ende
For første gang står den 66-årige mand frem og fortæller, hvorfor han skød en ulv i foråret sidste år.
Mange danskere har set to naturfotografers video af en ulv, der løber over en grøn mark og kort efter bliver skudt af en mand, der fra sin bil afgiver tre skud med sin jagtriffel.
En video som fik debatten om ulve i Danmark op i helt et nyt gear - ikke mindst på Facebook, hvor tilhængere og modstandere af ulven stødte sammen i mange ophidsede diskussioner.
Nu står manden, der skød ulven – 66-årige Mourits Troldtoft - for første gang frem i et interview og fortæller, hvad der ifølge ham skete den dag i april, og hvad der fik ham til at skyde ulven.
Det sker i forbindelse med TV 2-dokumentaren ’Ulveland’, der sendes tirsdag.
Tog riffel med for at forsvare sig
Mourits Troldtoft er tiende generation på en slægtsgård tæt på den lille by Ørnhøj ved Ulfborg. Kort derfra fik Danmarks første ulvepar i mere end 200 år otte hvalpe i 2017.
Tæt på gården ligger også den mark, hvor Mourits Troldtoft den 16. april sidste år skød ulven. Den dag sad hans søn i en traktor og var i gang med at pløje en af Mourits Troldtofts marker.
- Min søn ringede, fordi han havde problemer med nogle arbejdsopgaver. I den forbindelse nævner han så, at ulven løber rundt meget tæt på traktoren.
På grund af alvorlige helbredsproblemer, der betød, at Mourits Troldtoft ikke havde luft til at gå mere end 30 meter ad gangen, følte han sig udsat, når ulven var så tæt på.
Han fortæller, at han derfor tog sin jagtriffel med i bilen, da han kørte ned til sin søn for at hjælpe ham.
- Jeg var jo nødt til at kunne forsvare mig.
- Jeg tænkte, at jeg hellere ville dø en naturlig død end blive ædt af en ulv, fortæller Mourits Troldtoft.
Tænkte ikke over konsekvenser
Videomateriale optaget af både naturfotograferne og sønnen selv, viser, at ulven løb tæt på traktoren. Rovdyret blev ikke skræmt, selvom sønnen gassede op, og den var heller ikke væk, da Mourits Troldtoft var på vej hjem fra marken igen.
- Den var på vej over mod min søn igen, og det var jeg utryg ved.
Mourits Troldtoft tog en beslutning.
- Så stoppede jeg et patroner i riflen og sagde, at nu må det få en ende.
Han tog sigte ud ad vinduet i sin bil og trykkede på aftrækkeren tre gange. Kort efter lå ulven død på den grønne mark.
Hvad tænkte du dengang, du trykkede af? Tænkte du ikke, at det her det kan få konsekvenser?
- Nej, det gjorde jeg egentlig ikke. Jeg tænkte bare, at jeg har et problem, og det skal jeg af med.
Så du tænkte ikke, at det var et fredet dyr?
- Nej, jeg tænkte, det var et problem.
Men giver det dig ret til at skyde et fredet dyr?
- Det ved jeg ikke. Omvendt kan man sige; skal jeg slet ikke have ret til at forsvare det, der er mig, og det, der er mit?
Frygtede for sit eget og sin families liv
Skuddet blev kulminationen på en frygt, Mourits Troldtoft havde haft igennem længere tid. En frygt for sin søn og sin kone - sidstnævnte turde ikke længere gå ture alene i skoven.
- Jeg følte, jeg var i en situation, hvor jeg ikke kunne overskue konsekvenserne og følte, at det kunne gå ud over både mig og min familie. Dét kombineret med at vi simpelthen ikke kunne jage den væk, og det er der jo gevaldig billeddokumentation for, jamen så blev det altså nok. Så sagde jeg, jamen så må vi jo klare det problem, siger Mourits Troldtoft.
Han fortæller, at frygten spillede en stor rolle, da han tog beslutningen om at skyde ulven.
- Det var ikke rimeligt, at vi skulle være nervøse, hver gang vi gik ud, fordi vi rendte på sådan en skiderik. Vi har jo haft den gående her i haven, og jeg går i mørke frem og tilbage mellem bygningerne, fordi jeg skal ned at kigge til halmfyret.
- Du ved da aldrig, hvornår den er der. Det kan da godt være, at den ikke æder mig, men det kan da også godt være, at den gør. Den usikkerhed er da absolut ikke rar at have med at gøre, siger Mourits Troldtoft.
- Det var en ulvehybrid
I slutningen af februar skal sagen om ulvedrabet endnu engang for retten. Både anklagemyndigheden og Mourits Troldtoft ankede sagen i byretten, der idømte sidstnævnte 40 dages betinget fængsel for overtrædelse af jagtloven og artsfredningsbestemmelsen.
Statsadvokaten i Viborg vil i ankesagen i Vestre Landsret gå efter at skærpe straffen.
For Mourits Troldtoft og hans advokat vil den kommende sag først og fremmest handle om at forsøge at så tvivl om, hvorvidt det overhovedet var en ulv, der blev skudt.
Mourits Troldtoft mener nemlig, der var tale om en såkaldt hybridulv – en ulv, der som følge af parring mellem ulv og tamhund en eller flere generationer tilbage, bærer hundegener, og som derfor kan være mindre sky overfor mennesker.
- Jeg er stadigvæk overbevist om, at det er en hybrid, og at der er meget hund i den, siger han og begrunder sin overbevisning med den adfærd, han har observeret.
- Når min nabo bliver overfaldet og decideret bliver kastet omkuld af en ulv, og når vi har set børn blive fulgt hjem fra skole af en ulv, jamen så er det da ikke en opførsel, der ligner et vildt dyrs, siger Mourits Troldtoft.
Men er det ikke bare noget juristeri, hvorvidt det er en hybrid eller en ulv?
- Nej, det er da absolut ikke noget juristeri, for det er spørgsmål om, hvordan de dyr de opfører sig.
Statsadvokaten vil derimod - ligesom myndighederne - fastholde, at der var tale om en ulv, og derfor vil spørgsmålet om hybridulve med stor sandsynlighed blive et af de centrale stridspunkter i den kommende retssag.
Fortryder ikke at have skudt ulven
I byretten overbeviste anklagemyndigheden retten om, at der var tale om en ulv med henvisning til resultatet på en DNA-analyse, som det tyske Senckenberg Institut har lavet.
Analysen viste, at den nedskudte ulv var en af de hvalpe, som det danske ulvepar fik i 2017 – og at den dermed var en del af den centraleuropæiske ulvebestand.
Ifølge EU’s habitatdirektiv, der freder ulven, er hybrider ikke beskyttet. De skal derimod aflives for at beskytte ulven som art, men det må kun ske efter godkendelse fra myndighederne.
Sagen om den nedskudte ulv har haft stor betydning for Mourits Troldtofts familie, der ligesom ham har modtaget flere trusler. Særligt sønnen har været udsat for mange trusler.
Fortryder du, at du gjorde det?
- Nej, det ved jeg ikke rigtig, hvad man skal sige til. Det afhænger lidt af, hvad man lægger i ordet fortryde, ikke? Jeg havde da helst været hele det her postyr foruden. Men omvendt kan man sige, at den debat, der er blevet rejst, den er jo nok i en hvis udstrækning et resultat af det, der er sket. Det tror jeg sådan set er vigtigt.
Alligevel er han ked af, at det er gået ud over familien.
- Havde jeg vidst, at det ville gå så hårdt ud over dem, så jeg ville jeg måske ikke have gjort det. Men jeg er vant til, at man må tage ansvar for sine egne handlinger, og det er så det, der sker. Hvor vildt og voldsomt det så bliver, må jeg se, siger Mourits Troldtoft.