Politiet fandt savnet mands bil - eftersøgningen fortsætter
Politiet regner med at fortsætte eftersøgningen af savnet silkeborgenser med helikopter.
Politiet fortsætter tirsdag eftersøgningen af den 45-årige mand fra Silkeborg, der blev meldt savnet mandag.
Den savnedes bil - en sølvfarvet Skoda Octavia - er fundet på en vigeplads på Rodelundvej vest for Ry, men trods en større eftersøgning er det endnu ikke lykkedes at finde den 45-årige.
- Bilen var efterladt ved et skovområde med flere søer, og vi regner med at fortsætte eftersøgningen med en helikopter, når det bliver lyst. Det vil ske i samarbejde med Sydøstjyllands Politi, da det er deres område, oplyser vagtchef Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Den 45-årige blev efterlyst, da han mandag ikke mødte på job som aftalt.
Hvis nogen skulle have set den 45-årige, der hedder Morten, vil politiet meget gerne have et tip. Det kan ske på telefon 114.
Den savnede er 175-180 centimeter høj og spinkel. Han har kort sort hår og har en mørk polo t-shirt med påskriften "Jensen" og mørke arbejdsbukser med sidelommer på.