Stedfar til udvist 13-årig pige: Vi må flytte til udlandet
Kjeld Gaard-Frederiksen er klar til at flytte fra Danmark med sin kone og datter, hvis ikke datteren får opholdstilladelse.
Kjeld Gaard-Frederiksen fra Silkeborg er klar til at tage konsekvensen, hvis ikke hans steddatter Yiming Xu får lov til at blive i Danmark.
- Hvis den her afgørelse ikke bliver lavet om, så ser jeg ikke anden mulighed end, at vi må flytte til udlandet, og så er jeg jo de facto udvist fra mit eget land, siger han.
Kjeld Gaard-Frederiksen mødte sin hustru, da han var udsendt med Forsvaret på en international operation. De blev forelskede og valgte at blive gift. Den kinesiske hustru flyttede derfor til Danmark for at bo med sin mand.
Med sig havde Kjeld Gaard Frederiksens kone, Zhan Xu, sin kun 13-årige datter Yiming. Hun kom til Danmark den 25. september 2016. Her søgte de om familiesammenføring, men det kan de ikke få, fordi Yiming ifølge Udlændingestyrelsen ikke har: ”mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for en vellykket integration.”
Yimings forældre har i dag været i København, hvor de har haft møde med en advokat, som de håber, kan hjælpe dem med sagen. Han har i dag sendt en klage over udvisningen, som i øjeblikket skal effektueres inden d. 31. maj.
Må måske efterlade sønner
Kjeld Gaard Frederiksen mener ikke, at han kunne have forudset, at Yiming, der har boet i Kina hele sit liv, ikke kunne få opholdstilladelse i Danmark.
- Det kunne jeg aldrig forestille mig. Jeg er gift med hendes mor, hendes mor har den fulde forældremyndighed, og det er et 13-årigt barn. Det kunne jeg aldrig have forudset det her, siger han.
Kjeld Gaard Frederiksen er frustreret over sagen, som kan gøre at han må rejse fra Danmark, hvor to af hans andre børn bor.
- Jeg har lovet Yiming, at hun skal blive ved sin mor, så må vi blive sammen på den måde, siger han og uddyber om at måtte efterlade sine drenge fra at tidligere ægteskab i Danmark:
- De splitter en familien ved den her afgørelse.